Spørgsmål stillet af Marie, Annette og Ibi – hhv. børnepædagog, sekretær og servicemedarbejder på Kvindehjemmet
– Min første indtryk af Kvindehjemmet kan opsummeres med et ord: Engagement. Det store engagement blandt alle medarbejdere træder tydeligt frem. Jeg har mødt og set et engagement overalt i huset, der giver en høj faglighed, dynamik og nerve. Hvor hvert et ord bliver mødt med anerkendelse, og hver en detalje har betydning. Et nærvær mellem de mange mennesker, der bor eller arbejder på kvindehjemmet, som hviler på tillid og et ønske om at gøre en forskel og være en del af en forandring, så alle kvinder og børn kan leve et liv uden vold og få en tryg barndom.
Når jeg oplever, at ambitioner og høj faglig går hånd i hånd med ønsket om at være noget for nogen og sammen med nogen, tænder det ikke bare en glød i mig, men en flamme. Det fællesskab vil jeg gerne være en del af og så endda som forstander – det er jeg stolt af.
Jeg er særligt blevet mindet om kvinder og børns styrke. Selv der, hvor livet har budt på frygt, smerte, fornedrelse og kontrol fra deres partner og nære relationer, er det en særlig kraft i fællesskabet og nærværet kvinder imellem, der kan gøre noget særligt i arbejdet med krisen og traumet, de står midt i.
Jeg har lagt mærke til, hvordan de kvinder og børn, som bor her, giver medarbejderne stor motivation til at gå på arbejde. Jeg tror, at det er deres energi og vilje, som gør, at Kvindehjemmet bare er et fantastisk sted at arbejde.
Spørgsmål stillet af Dorte Fredskilde Braad, seniorprojektleder for Vold i Hjemmet i Mary Fonden
– Jeg havde forestillet mig, at sikkerheden spillede en meget fysisk rolle. Forstået på den måde, at Kvindehjemmet var et meget lukket hus. På Kvindehjemmet arbejdes der selvfølgelig meget med sikkerhed, da det er nødvendigt, men der arbejdes langt mere forebyggende gennem samtaler med kvinderne og med den viden, vi har om farlige situationer, der kan forhindres.
Dermed er sikkerhed en mere dynamisk ting, som ikke udelukkende handler om at gemme sig bag lås og slå. Kvindehjemmet er kvinder og børns nye hjem for en periode, og dermed skal det være et rart og trygt sted at være.
Jeg havde også gjort mig flere forestillinger om, hvordan Kvindehjemmet arbejdede med akuthåndtering, altså det at Kvindehjemmet er en akut institution og har åbent for henvendelser døgnet rundt. Jeg havde en forestilling om, at det skabte en særlig hektisk stemning. Men tværtimod mødes netop de kriseramte kvinder med ro og rummelighed, der skaber tryghed og ro til, at kvinderne kan træffe de nødvendige forandringer, som kun de kan.
Spørgsmål stillet af ”Lisa”, beboer på Kvindehjemmet
– Det vigtigste for mig er, at alle kvinder, der flytter fra Kvindehjemmet, har fundet modet til at leve et liv uden vold. Mod er centralt, fordi vi kan vide, hvad det rigtige er, vi kan have holdninger og intentioner. Men netop det at øve sig og blive bevidst om egne værdier og grænser er helt centralt for at finde modet og dermed handlingen til at gøre noget andet.
Og netop fordi den vold, som mange kvinder er udsat for, både er psykisk, økonomisk, seksuel, materiel og fysisk skal støtte fra Kvindehjemmet foregå sammen med den enkelte kvinde og tage hensyn til kvindens egen vej ud volden. Vi kan godt pege på viden og erfaring, men vi skal på Kvindehjemmet sikre, at alle kvinder har ret til at finde sin vej og sit mod til at møde livet på ny.
Det er også vigtigt, at alle kvinder og børn kender deres rettigheder. Ret til hjælp fra det offentlige, ret til at kunne færdes frit og uden frygt. Kvinder skal ikke være afhængige, de skal være borgere på lige fod med mænd.
Spørgsmål stillet af Lise Johansen, direktør i Kvinderådet
– Ja. Jeg synes det har været overraskende og tankevækkende, at den kønsmæssige slagside slet ikke bliver problematiseret i den nye politiske handlingsplan (for bekæmpelse af vold i nære relationer, red.), som blev lanceret lidt efter, jeg startede.
Alle tal viser, at kvinder langt oftere udsættes for partnervold end mænd. Hvad skyldes det, og hvilke indsatser kalder det på? Denne undren og vilje til forebyggelse savner jeg på et politisk niveau. Hvis vi reelt vil forebygge vold i nære relationer, bliver vi nødt til også at adressere de kulturelle normer og kønsspecifikke forventninger, som vi alle er præget af i en eller anden grad.
Når nogle mænd kan finde på at true med at slå deres partner ihjel, hvis hun går fra ham ud fra logikken om, at hvis han ikke skal have hende, så skal ingen, eller når nogle mænd voldtager deres kæreste, fordi de føler de har ret til at få sex, jamen så sker det ikke i et vakuum. Disse følelser af æreskrænkelse og berettigelse. At det har man ”ret til”. Det opstår ikke i det enkelte individ uafhængigt af det samfund, vi lever i.
I ligestillingsministerens Perspektiv- og handlingsplan for i 2019 står der om mænd med etnisk minoritetsbaggrund: ”Vi skal også have fat i mændene og udfordre deres kønssyn for at bryde med forældede værdier og skabe en reel forandring.”
Det er tankevækkende, at ministeren godt vil adressere kønsnormer, når det kommer til specifikke minoritetsgrupper i samfundet. Men når det gælder den brede befolkning i al almindelighed, forsvinder det ligesom ud af billedet som en betydningsfuld faktor – blandt flere – for, hvorfor partnervold stadig finder sted i Danmark i 2019.
Allerede den første dag på Kvindehjemmet tog I hensyn til, at mig og mine to små søskende også var der. I lyttede til os, og vi var med til at vide, hvad der skulle ske. Det var vigtigt for mig. For det er ikke nemt at flytte på krisecenter som barn, og det er faktisk heller ikke nemt bare at snakke om ens tanker og oplevelser. Jeg kunne derfor godt tænke mig at spørge:
Spørgsmål stillet af ”Josefine”, større barn på Kvindehjemmet
– Jeg vil sikre, at der fortsat tales med børn og ikke om børn. Særligt når det drejer sig om noget så svært som vold, som vi voksne nødigt vil forbinde med et børneliv. Vi skal hjælpe med, at netop jeres ord om og billeder på vold kommer frem til os voksne, så vi kan tage ansvar for det I har oplevet. For det er jeres oplevelser, ønsker og bekymringer, vi skal tale med jer om, og ikke om hvad vi voksne tror, børn ved noget om.
Jeg er så imponeret over børns lyst og mod til at ville hjælpe andre børn og ikke mindst børns mod til at ville leve det sjove liv, også når det er svært. Børn er gode til både og, det kan vi voksne godt lære noget af. Der skal være tid til sorg og frustrationer og tid til at lege og grine.
Jeg vil sikre, at det samarbejde, vi har med børnene på Kvindehjemmet fortsat skal inspirere og deles med mange og forskellige faggrupper og institutioner, som børnene møder gennem deres liv. Her tænker jeg på pædagoger i daginstitutionerne, skolelærerne, spejderledere og fodboldtrænere og mange flere.
For det er så vigtig, at netop den voksne, som et barn vælger at fortælle sin historie til, kan lytte og være der og ikke skubbe det bort, fordi det er svært at høre, at et barn har oplevet vold, eller man ikke ved, hvad man skal stille op.
Jeg har den ambition, at vi alle i det danske samfund skal være med til at bryde tabuet om vold. Vi skal turde tale om det, der er svært. Det kan vi kun, hvis vi har tillid til hinanden og oplever at den enkelte – barn som voksen – bliver lyttet til og ikke affejet med fordomme, uvidenhed eller ligegyldighed, når der fortælles om vold og andre oplevelser og ting, der gør én bange. Og når det kommer til børn, er det de voksnes ansvar at sikre, at alle børn har tillidsfulde relationer til voksne i deres liv.
Efterværn er vigtigt. Også for børn. Derfor er jeg glad for, at den første efterværnsgruppe for børn på krisecenter arrangeret af Lev Uden Vold startede op på Kvindehjemmet i begyndelsen af foråret. Det er et projekt, jeg vil følge tæt, og måske vil det inspirere til nye tilbud eller ideer her på Kvindehjemmet eller i samarbejde med andre aktører.
Spørgsmål stillet af Ingrid Funch Jørgensen, næstformand i LOKK og leder af Krisecenter Bornholm
– Altså jeg har undret mig over, hvor svært det er at bringe temaet vold og ligestilling ind i en offentlig og politisk kontekst. Det er blevet klarere for mig, at vold i nære relationer er komplekst at tale om, og at det bestemt ikke er så nemt at adressere og problematisere den kønnede slagside. Vold mod kvinder er et dybt komplekst kulturelt, strukturelt og psykologisk fænomen, og det skulle vi gerne kunne anerkende og tale om på forskellige niveauer.
Og så er jeg overrasket over, at alle kvinder på krisecenter ikke har direkte adgang til psykologsamtaler på krisecentret, så de hurtigt kan begynde at bearbejde det, de har været udsat for. Som det er nu, er det kun få krisecentre, der har mulighed for at tilbyde samtaler med en psykolog, og ellers er det via egen læge med lange ventetider og ekstraudgifter, som mange kvinder ikke har råd til. Det synes jeg er ærgerligt.
Jeg ser meget et krisecenterophold som en oplagt lejlighed til at sætte gang i nogle gode og helende processer hos det enkelte kvinde og barn. Her er psykologsamtaler et vigtigt og oplagt tilbud.
Spørgsmål stillet af Henrik Nepper-Christensen, bestyrelsesmedlem
– Jeg havde vel kun været på Kvindehjemmet to uger, før jeg var helt overbevist om, at den viden og erfaring, som er på Kvindehjemmet, skal ud og virke i samfundet. Viden er forebyggelse. Nærværende viden som er forankret i konkret praksis, der hvor netop den enkeltes historie og situation møder viden, teori og et offentligt system, som er sat i verden for at hjælpe.
Vold mod kvinder er et dybt komplekst kulturelt, strukturelt og psykologisk fænomen. I den danske lovgivning håndterer vi det blandt andet under Serviceloven med et tilbud om hjælp, støtte og omsorg på et krisecenter til kvinder og børn, der er udsat for vold, og hvis liv er i fare.
Krisecentrene er nødvendige, for vi oplever meget grov vold mod kvinder, som ikke udelukkende kan håndteres via straffelovningen, da volden foregår i hjemmet og typisk over flere år og på flere måder, som gør det svært og farligt for kvinderne at søge hjælp og for myndighederne i at retsforfølge voldsudøveren.
På trods af at vi i Danmark har haft økonomisk vækst og sikret et socialt sikkerhedsnet for de udsatte grupper i samfundet, er vold mod kvinder stadig ikke faldende. Og her kommer måske en af pointerne frem: Er kvinder og børn en udsat gruppe i vores samfund? Ja, når det kommer til vold. Særligt den farlige vold, som foregår derhjemme, hvor ingen ser eller hører noget.
Jeg vil derfor gerne undersøge, hvordan vi på Kvindehjemmet kan bidrage mere til, at flere fagpersoner i centrale instanser i samfundet kan bidrage med forebyggelse, så volden stopper, inden den får alvorligt fat, og det får voldsomme eftervirkninger for kvinder og børn. Jeg tænker her på pædagoger i daginstitutionerne, skolelærer, sundhedsplejersker, politibetjente og mange flere. De faggrupper ville jeg gerne tilbyde undervisning og viden, der er særligt målrettet deres praksis.
Katrine Nordbjærg er forstander på Kvindehjemmet – Danmarks største kvindekrisecenter med plads til 36 kvinder og deres børn samt 28 medarbejdere. Hun har tidligere arbejdet i Socialforvaltningen i Københavns Kommune og er uddannet Cand. scient. soc. fra Roskilde Universitet i socialvidenskab og pædagogik.
Kontaktoplysninger
Du kan kontakte Katrine Nordbjærg på kn@kvindehjemmet.dk eller 35 81 98 45.