De fleste forældre har oplevet deres barn komme hjem med en fotobog eller en plakat med billeder og hilsner, når de for eksempel skal rykke op i børnehaven eller skifte skole. Hverdagsbilleder fra bondegårdsturen, legepladsen eller fastelavn bliver sat ind i en mere højtidelig ramme og markerer en overgang; et skift fra noget, der har været, til noget nyt, der kommer.
I Børnetræet har vi i mange år lavet fotobøger til familier, som de får med sig, når de flytter ud. Vi bruger fotobøgerne til at tale om opholdet, om børn og mødres udvikling og om det nye liv, der venter efter udflytning.
I 2018 opdagede vi, at fotobogen kunne bruges i en ny sammenhæng:
En dag fik vi en opringning fra en koordinerende rådgiver ved navn Dorte*. Hun havde svært ved at etablere kontakt til en familie, som havde boet på Kvindehjemmet, og var bekymret for, om de havde det godt.
Vi vidste, at tiden omkring udflytningen havde været svær for drengen Niklas og hans mor, blandt andet fordi de havde fået tilbudt en lejlighed i det område, hvor den voldelige ekskæreste boede. I forbindelse med flytningen var mor meget bekymret og trak sig mere ind i sig selv. Vi aftalte med Dorte, at vi ville invitere os selv på hjemmebesøg sammen med hende.
På besøg hos familien startede vi med at bladre i fotobogen, som de havde fået lige inden, de flyttede ud. I bogen var der billeder af Niklas og hans mor fra det halvanden år, de havde boet på Kvindehjemmet. Billeder med store smil og lukkede øjne, billeder af Nikas og hans mor sammen til den årlige julefest og billeder af helt normale hverdagsøjeblikke fanget med kameraet.
Fotobogen lå på sofabordet, og vi bladrede langsomt igennem den. Da vi kom til et billede af en tegning, stoppede Niklas op. Billedet var taget lige efter Niklas og nogle af husets andre børn havde været i Børnetræet og snakket om drillerier og mobning. Det lille møde var kommet i stand, fordi Niklas oplevede at blive drillet i den nye skole, han var startet på efter at være flyttet ind på Kvindehjemmet. Sammen med de andre børn, kom de frem til en række gode råd, som de skrev ned og tegnede. Det var billedet af denne tegning, Niklas nu kiggede på hjemme i sin nye stue, i et nyt kvarter og i endnu en ny skole.
Vi spurgte, hvordan det gik i den nye skole. Niklas fortalte, at han var begyndt at stamme igen og være urolig i klassen. Når lærerne spurgte ham om noget, sagde han for det meste bare ”Det ved jeg ikke” i frygt for at afsløre, at han stammede.
Med udgangspunkt i billedet af tegningen og de gode råd spurgte vi ind til, hvad der havde hjulpet ham sidst. Han fortalte blandt andet, at det havde været godt, at der var en aftale med lærerne om, at han godt måtte løbe en tur i skolegården, når han oplevede uroen i kroppen blive for meget.
Mor, som ellers havde været optaget af hendes egne bekymringer, lyttede opmærksomt imens. Det samme gjorde den koordinerende rådgiver, Dorte. Og inden vi var gået, havde mor og Dorte aftalt, at de ville invitere dem selv til møde på skolen for at forklare Niklas’ situation og behov.
Efter hjemmebesøget hos Niklas er vi blevet mere bevidste om fotobogens mange formål, og vi har bragt den i spil ved flere hjemmebesøg, hvor den koordinerende rådgiver har været til stede. Vi oplever, at den fysisk håndgribelige fotobog bliver et afsæt til at få barnets ord og tanker bragt ind i samtalerne, sætte lys på familiens historie og ikke mindst videregive relationen. Ligesom i Niklas’ situation, hvor bogen hjalp til at synliggøre hans behov i den nye skole og igangsætte et samarbejde med mor og den koordinerende rådgiver.
Maj Vestergaard er til daglig koordinerende rådgiver i Københavns Kommune. Hun har været med til flere samtaler med Børnetræet, hvor fotobogen har været omdrejningspunktet for samtalen. Maj Vestergaard er enig i, at fotobogen kan hjælpe med at få et godt kendskab til en familie og ikke mindst til barnet:
– Fotobogen er en ret enestående måde for mig til at få indblik i og viden om barnet eller den unges verden både før og under ophold på krisecenter, fortæller hun og fortsætter:
– Ved hjælp af fotobogen får jeg adgang til både historie og fælles oplevelser i familien. Det giver mig mulighed for fremadrettet at holde fokus på den fortsatte udvikling af samspillet mellem forældre og børn og at hjælpe med at huske på, at barnet eller den unges perspektiv ikke drukner i praktik og ”voksenting”, men også får sin plads.
Sofie på 15 år synes også fotobogen er god at få med sig, når man flytter. Den hjælper til at holde fast i de gode stunder, der også var midt i en svær tid.
– Fotobogen viser jo vores hverdag, hvor vi også var glade. Den viser, at vi ikke altid havde det dårligt. Vores hverdag var lige så almindelig som alle andres, fortæller hun.
Sofie kigger en gang imellem i fotobogen, når hun rydder op. Hun kan også finde på at vise den frem til de tætteste veninder.
– Den hjælper mig til at holde fast i minderne, siger hun.
Maj Vestergaard genkender, hvordan fotobogen ofte får en central plads i familiers hjem efter et ophold på krisecenter.
– Jeg har hos flere familier oplevet, at bogen jævnligt efter flytning til en ny bolig bliver taget frem, og at den har en central og vigtig placering i familiernes hjem. Den binder familiens historie sammen og kommer til at repræsentere et bindeled mellem krisecenteret, som var et hjem, til det nye hjem, siger hun og fortsætter:
– Det er særligt for mig at se børn og forældres oplevelse af sammen at få præsenteret deres krisecenterophold i ord og billeder. At det svære er blevet til noget vi ”klarede” sammen, og nu er vi klar til alt det nye, der kommer.
* Alle kvinder, der bor på krisecenter, har ret til en koordinerende rådgiver fra kommunen. De kan blandt andet hjælpe med økonomi, arbejde og skole.
Tema: Metoder i arbejdet med børn
Denne artikel indgår i serien ‘Metoder i arbejdet med børn og unge, der har levet med vold’. Vi kommer med en række bud på, hvordan man kan synliggøre og fastholde fokus på barnets stemme. Artiklerne er tænkt som inspiration til alle, der arbejder med voldsudsatte børn.
Vil du vide mere?
Kontakt pædagog i Børnetræet Marie på mmc@kvindehjemmet.dk.