Hos mødre rammer følelsen af skyld ofte. Skyld over at ens børn har skullet leve i et hjem med vold og samtidig skyldfølelse over at have fjernet sine børn fra deres vante hverdag, fra venner og fra deres far ind i et hus fyldt med andre kvinder i krise.
På grund af denne skyldfølelse bliver mange mødre ofte ganske urolige, når de opdager, at deres børn reagerer, efter de er flyttet ind. Nogle tænker, at børnene er kede af at bo på krisecentret, og at det måske er bedre at tage tilbage.
Risiko for fejlslutninger
Faren ved at konkludere for hurtigt på børns reaktioner er, at man meget nemt kan komme til at lave fejlslutninger. Det gælder både mødre, pårørende og fagpersoner – også os, der til dagligt arbejder med børnene.
I Børnetræet er det blevet vores grundfilosofi, at vi skal tale med børn – og ikke kun om dem – i samarbejde med mor. For børn har brug for at sætte ord på det, der fylder oppe i hovedet af spørgsmål, bekymringer og undren. Ord, som de ofte har været vant til at holde inde med, fordi de tænker, de dermed passer bedst på deres mor og ikke gør hende ked af det.
En øvelse i at sætte tanker på papir
På Kvindehjemmet inviterer vi løbende børn med i Børnetræet – et særligt rum indrettet til at kunne lege, tegne og tale om – og rundt om – det, børn har oplevet.
Som en måde at bringe børns ord til live, foreslår vi nogle gange barnet, at vi sammen skriver ordene ned på papir, mens vi snakker. Det gør vi, fordi vi ved af erfaring, at det kan hjælpe børn til at se, at deres tanker og overvejelser er vigtige – så vigtige, at en voksen er interesseret i at skrive dem ned.
Så det gør vi. Ord for ord uden hensyn til stavefejl eller tegnsætning og uden at formulere sætningerne til “voksensprog”.