– Det der er sværest er faktisk, at jeg ikke må sige noget for min mor til min lillesøster, for nogen gange spørger hun mig, og så kan jeg ikke sige noget, også selvom jeg ved, at hun jo også må tænke, for det er jo hendes far, og jeg tror godt hun også mærker, at vi alle sammen tænker – men hun snakker ikke, så hun tænker nok også bare.

Ordene er Alinas, nedfældet på papir akkurat skrevet, som de kom ud. Hendes ord sætter hovedet på sømmet: Børn der har levet i familier med vold grubler, forestiller og bekymrer sig. Og de er i stand til at sætte ord på deres tanker og følelser, når de føler sig trygge.

Vi vender tilbage til Alina lige om lidt. Men først vil vi gerne forsøge at sætte ord på en tendens, vi ofte ser hos mødre og børn på krisecenter.

Skyldfølelse og uro, når barnet reagerer

Når mødre og deres børn flygter på krisecenter, oplever de meget ofte først en stor lettelse. De er flygtet fra vold, uro og uforudsigelighed til et sted, hvor de ikke skal frygte for, hvornår raseriet udbryder næste gang. De er i sikkerhed.

Men når lettelsen har bundfældet sig, kommer andre reaktioner ofte til.

Børn kan reagere ved at blive mere udadreagerende, klamrende eller mere stille og utilnærmelige, end de måske tidligere har været. Som børnepædagoger ved vi, at det er helt naturlige reaktioner på den vold, som børnene har levet med, og som de måske først nu for alvor kan udtrykke.

 

“Jeg tror godt hun også mærker, at vi alle sammen tænker – men hun snakker ikke, så hun tænker nok også bare.”

Alina om sin lillesøster

Hos mødre rammer følelsen af skyld ofte. Skyld over at ens børn har skullet leve i et hjem med vold og samtidig skyldfølelse over at have fjernet sine børn fra deres vante hverdag, fra venner og fra deres far ind i et hus fyldt med andre kvinder i krise.

På grund af denne skyldfølelse bliver mange mødre ofte ganske urolige, når de opdager, at deres børn reagerer, efter de er flyttet ind. Nogle tænker, at børnene er kede af at bo på krisecentret, og at det måske er bedre at tage tilbage.

Risiko for fejlslutninger

Faren ved at konkludere for hurtigt på børns reaktioner er, at man meget nemt kan komme til at lave fejlslutninger. Det gælder både mødre, pårørende og fagpersoner – også os, der til dagligt arbejder med børnene.

I Børnetræet er det blevet vores grundfilosofi, at vi skal tale med børn – og ikke kun om dem – i samarbejde med mor. For børn har brug for at sætte ord på det, der fylder oppe i hovedet af spørgsmål, bekymringer og undren. Ord, som de ofte har været vant til at holde inde med, fordi de tænker, de dermed passer bedst på deres mor og ikke gør hende ked af det.

En øvelse i at sætte tanker på papir

På Kvindehjemmet inviterer vi løbende børn med i Børnetræet – et særligt rum indrettet til at kunne lege, tegne og tale om – og rundt om – det, børn har oplevet.

Som en måde at bringe børns ord til live, foreslår vi nogle gange barnet, at vi sammen skriver ordene ned på papir, mens vi snakker. Det gør vi, fordi vi ved af erfaring, at det kan hjælpe børn til at se, at deres tanker og overvejelser er vigtige – så vigtige, at en voksen er interesseret i at skrive dem ned.

Så det gør vi. Ord for ord uden hensyn til stavefejl eller tegnsætning og uden at formulere sætningerne til “voksensprog”.

 

Faren ved at konkludere for hurtigt på børns reaktioner er, at man meget nemt kan komme til at lave fejlslutninger. Det gælder både mødre, pårørende og fagpersoner – også os, der til dagligt arbejder med børnene.

Uddrag

Undervejs er vi utrolig opmærksomme på at afstemme, at vi rent faktisk forstår og skriver det, børnene mener. Det er særligt vigtigt i arbejdet med børn, der har levet i vold, og som ofte har været vant til at holde på ordene. Derfor spørger vi ofte undervejs i samtale, om det er rigtigt forstået eller mere er ‘sådan her’. Og børn er overraskende gode til at sige fra, hvis man har forstået noget forkert.

I samtalen er vi også opmærksomme på, hvornår det giver mening at trække på eksempler fra andre børn, som en måde at normalisere barnets tanker på og fremme en følelse af fællesskab med andre børn. Det kan vi for eksempel gøre ved at spørge ‘Det minder mig om X. Er det også sådan du har det?’

Når barnets tanker er skrevet ned, spørger vi, om han eller hun tror mor godt kender til tankerne. Forsigtigt nævner vi, at det er en mulighed at invitere mor med i samtalen. De fleste børn siger ja, og så inviterer vi både mor og barn til en ny session, hvor barnets tanker læses op. Nogle børn foretrækker at lege imens, men det er tydeligt, at de har “store ører” og er opmærksomme på deres mors reaktion. Kan hun nu holde til det?

Oplæsning blev en øjenåbner

Tilbage til Alina og hendes tanker, der blev til ord på papir.

Alina synes det var svært, at hun ikke måtte tale om lillesøsterens far, når lillesøsteren var til stede og stillede spørgsmål. Det havde hendes mor sagt i et forsøg på ikke at gøre lillesøster ked af det. Det betød, at Alina gik rundt med tanker, hun ikke følte, hun kunne dele. Tanker om at hun var vred på lillesøsters far, men også savnede ham. Det resulterede i, at hun blev mere stille. Hendes mor, Hannah, tolkede stilheden som om, Alina var ked af at være på krisecenter, og det gjorde hende usikker i hendes valg. Hun følte skyldfølelse over, at Alina var bragt i denne situation.

 

“Voksne er tit gode til at formulere, hvordan børn har det. Børn derimod tier ofte stille. Men derfor skal vi stadigvæk huske, at børn har deres egen stemme, og at de godt kan udtrykke den under de rette rammer.”

Chandra Ghosh Ippen, ekspert i børn og traumer

Da Alinas tanker blev læst op, blev det klart for Hannah, hvad det var, Alina havde brug for. Det handlede ikke om, at hun var ked af at være på Kvindehjemmet, men om at hun ikke følte, hun kunne tale om, hvorfor de var der – på godt og ondt.

De efterfølgende samtaler med Hannah gik da på, hvordan de sammen kunne tale om eksmanden på en måde, der gav plads til både Alinas og lillesøsterens tanker.

Et bidrag til værktøjskassen

En metode som denne kan være én vej blandt mange i forhold til at give rum til barnestemmen og styrke mor-barn forholdet, mens de bor på krisecenter. Det hele starter med, at nogen lytter på den rigtige måde. Åbent og nysgerrigt. Og når ens ord ovenikøbet skrives ned, kan man som barn mærke, at det er vigtigt, det man har på hjerte. Så vigtigt at det bliver til ord, der kan læses, lyttes til og tales ud fra.

For at citere Chandra Ghosh Ippen, ekspert i børn og traumer og oplægsholder ved seneste nordiske konference om vold:

– Voksne er tit gode til at formulere, hvordan børn har det. Børn derimod tier ofte stille. Men derfor skal vi stadigvæk huske, at børn har deres egen stemme, og at de godt kan udtrykke den under de rette rammer.

Tema: Metoder i arbejdet med børn
Denne artikel indgår i serien ‘Metoder i arbejdet med børn og unge, der har levet med vold’. Vi kommer med en række bud på, hvordan man kan synliggøre og fastholde fokus på barnets stemme, fordi vi mener, at det er helt afgørende i arbejdet med udsatte børn. Artiklerne er tænkt som inspiration til alle, der arbejder med voldsudsatte børn.

Vil du vide mere?
Kontakt pædagog i Børnetræet Marie på mmc@kvindehjemmet.dk.