Da en stor makeup-donation fra Tromborg landede på Kvindehjemmets hovedtrappe sidste år, var vores pædagoger lidt i tvivl om, hvordan donationen skulle bruges. Skulle det bare deles ud til alle beboerne, eller skulle der ske noget særligt?

– Hold en skønhedsdag! foreslog flere af kvinderne, da de blev spurgt, hvad donationen skulle gå til.

Forslaget affødte en række fælles snakke om, hvad skønhed er for en størrelse. En kvinde fremhævede tegneseriefiguren Superwoman. Hun undrede sig over, at der ofte bliver fokuseret på, at kvinder skal være smukke og se godt ud. Det ledte til en snak om begrebet empowerment og en fælles udforskning af, hvad begrebet kan betyde i en dansk kontekst. Her kom ord som selvstændighed, egenomsorg, selvtillid, selvværd og styrke på banen.

Et større projekt var ved at tage form.

Processen: En klar idé og en ukendt vej

I løbet af tre måneder mødtes involverede medarbejdere ugentligt med interesserede kvinder for at tale om skønhed og idealer samt ideudvikle på det, der skulle blive til i alt fem workshops med besøg af en makeup-artist, en kunstner og en fotograf.

Den pædagogiske tanke bag de ugentlige møder var at undersøge emner som køn, socialisering, idealer, identitet og voldsudsathed gennem kunsten. Og ikke mindst; hvordan kunst kan skabe bevægelse og forandring for mennesker.

Processen var styret af en voksenpædagog, men ingen kendte hele projektets indhold eller omfang fra start af. Fra pædagogisk hold var det nemlig vigtigt at signalere over for kvinderne i huset, at projektet var deres, og at man var velkommen til at deltage og byde ind med ideer og emner i det omfang, man havde overskud til det.

I alt deltog 20 kvinder i projektet.

“Jeg ligner en 90-årig”

I løbet af de fem workshops og de ugentlige møder blev der delt mange historier, som kredsede om emnerne køn, udseende og kontrol. Eksempelvis fortalte en kvinde, at hun helt bevidst iførte sig sit tørklæde og tog meget makeup på, når hun skulle ud fra Kvindehjemmet. Hun begrundede det med, at hun havde haft en række negative oplevelser med fremmedfjendske kommentarer fra fremmede.

– Når jeg går herfra, er jeg parat til krig, sagde hun.

En anden fortalte, hvordan hun havde undgået at forholde sig til sit udseende i lang tid.

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har kigget mig i spejlet og malet mine negle, fortalte hun under første workshop, hvor en professionel makeup-artist var på besøg.

– Jeg ligner en 90-årig, men sådan føler jeg mig også, bemærkede en tredje kvinde i slutningen af 30’erne, da hun så sit eget portrætfoto.

 

“Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har kigget mig i spejlet og malet mine negle.”

Beboer og deltager i projektet

Undervejs blev kvinderne opfordret til at gå på opdagelse i temaet skønhed – uden at skulle vurdere sig selv eller hinanden. Det var en svær øvelse, og det stillede store krav til personalet i forhold til at skabe en tryg stemning og samtidig være ekstra opmærksomme på mulige reaktioner.

Vi bliver aldrig “færdigformede”

Flere af kvinderne udtrykte undervejs i projektet en følelse af at være “gået i stykker”, mens alle andre omkring én virker “færdigformede”. Det ledte til en række snakke om identitet, som andet end noget der er fastdefineret og uforanderligt; noget man “har”. For hvad hvis identitet i virkeligheden konstant er under udvikling i kraft af de erfaringer vi får, de mennesker vi møder, og de skridt vi tager?

Det virkede til at være en lettelse for mange af kvinderne at tænke identitet på denne måde; som en mere flydende størrelse. For det betyder, at man ikke er så fastlåst, og at man kan handle. Og ikke mindst betyder det, at andre heller ikke er “landet”, men også er i proces og bevægelse.

 

Flere af kvinderne udtrykte undervejs i projektet en følelse af at være “gået i stykker”, mens alle andre omkring én virker “færdigformede”.

Uddrag fra artiklen

At udtrykke sig – uden så mange ord

Kunstprojektet kulminerede med en stor fernisering i december, hvor deltagerne stolte viste deres værker frem for hinanden, de andre beboere samt for personalet. Udstillingen fik det passende navn “Identitet i bevægelse”.

Her blev der også tid til at reflektere over projektet, og hvad det havde betydet for kvinderne at være med.

En kvinde bemærkede, at det havde været rart at få lov til at udtrykke sig med andet end ord med henvisning til de mange samtaler, man som beboer har med sin kontaktperson, psykologen og resten af huset.

En anden kvinde fortalte, hvordan hun var blevet overrasket over at blive involveret i et projekt som dette på et krisecenter:

– Jeg troede, at et krisecenterophold handlede om at få ro og tryghed. Men man kan faktisk også arbejde med sig selv her.

  • Eksempel på en collage. Opgaven bestod i at klippe udklip ud fra blade og magasiner ud fra overvejelserne: Hvem er jeg? Hvad interesserer mig? Hvad er min historie?

  • Forskellige fortolkninger af foto af en kvinde fra 1920’erne, som alle deltagerne skulle tegne. Øvelsen bestod særligt i at gengive hendes blik. I forbindelse med ferniseringen fik denne del af udstillingen den sigende titel “Øjnenes dans”.

Om projektet

Projektet forløb henover tre måneder og bestod af ugentlige møder og i alt fem workshops:

  1. En dag om skønhed og besøg af makeup-artist. Alle kvinder fik lagt makeup
  2. Besøg af kunstner og tegneøvelser med udgangspunkt i et fotografi af en kvinde fra 1920’erne. Værkerne fik senere titlen “Øjnenes dans”
  3. Portrætfotografering med professionel fotograf
  4. Genbesøg af kunstner. Her skulle alle deltagerne male et selvportræt med udgangspunkt i deres portrætfoto. Værkerne fik senere titlen “Spejlsyn”
  5. Genbesøg af kunstner. Udklip og collage ud fra spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvad interesserer mig? Hvad er min historie?

En stor tak til Tromborg for donationen og tak til alle frivillige, der stillede op og delte ud af deres kunstneriske viden og færdigheder.