– Jeg har fået en ny chance i mit liv

Mayas øjne lyser op, når hun tænker på fremtiden. Det har de ikke altid gjort. Læs hvordan hun løsrev sig fra 24 års voldeligt ægteskab og fandt glæden ved livet igen. Og kom tættere på sine børn.

– Han skulle hele tiden pille mig ned … Jeg følte at jeg var en robot, der bare skulle makke ret.

Sådan beskriver Maya sin nuværende eksmand Amir. I 24 år var volden en del af deres relation. Den startede i det små, men i løbet af årene eskalerede den. Særligt den psykisk vold. Ydmygelser og hån blev en naturlig del af hverdagen. Faktisk så naturlig, at Maya har glemt flere episoder, som hendes to børn i dag husker hende på.

– Det unormale var gået hen og blevet normalt for mig, reflekterer Maya i dag, når hun ser tilbage.

Igennem årene knokler hun for at hive penge hjem til familien. Penge, som Amir tager sig af og holder skarpt øje med. Hvis Maya træder ved siden af, for eksempel ved at se sin mor eller en veninde, venter der lange enetaler og truende ord. Og hun skal ikke sætte spørgsmålstegn ved hans meninger.

 

“Det unormale var gået hen og blevet normalt for mig”

Maya

Maya forklarer, hvordan hun mærkeligt nok dengang ofte led af skyldfølelse. At Amirs ord fik vendt op og ned på situationen og fik det til at se ud som om, det var hende, der havde syndet.

– Jeg håbede det blev bedre, forklarer Maya om de mange år, der gik og fortsætter:

– Jeg blev sødere og sødere, og arbejdede mere. Jeg indordnede mig. Med det resultat, at han blev mere og mere ond. Han knuste mig rigtig godt og grundigt.

Forberedelser i smug

Maya ender med at søge hjælp. Der sker flere begivenheder op til, at hun træffer beslutningen. Hendes børn kommer med små bemærkninger og er tydeligvis bekymrede. Hun bliver indlagt med for højt blodtryk, og en sygeplejerske forslår forsigtig, at hun kunne tage på et krisecenter.

– Krisecenter? tænkte jeg. Jeg havde jo ikke nogen blå mærker.

Alligevel ringer Maya til Lev uden volds hotline. Hun begynder også at læse om vold. Det bliver tydeligere og tydeligere for hende, at hun skal væk. Særligt børnenes ord gør indtryk på hende.

 

“Krisecenter? tænkte jeg. Jeg havde jo ikke nogen blå mærker”

Maya

Maya forbereder sig på sin forsvinden i det stille. Hun foregiver at lave hovedrengøring og får listet flere af sine ting ud af huset over til veninder og kollegaer. Ellers opfører hun sig, som hun plejer. Indtil en dag hvor hun ikke kommer hjem fra arbejdet.

Den dag, hun flytter ind på Kvindehjemmet.

En ny forståelse og voksende selvværd

Det var mærkeligt pludselig at skulle have hjælp fra andre, når man selv arbejder med at hjælpe, husker Maya. Da hun ankommer til Kvindehjemmet, er hun desuden i tvivl, om hun nu også hører til på et kvindekrisecenter. Hun har jo ikke tydelige mærker på kroppen eller er forslået.

– Efter 24 år vidste jeg ikke rigtig, om I ville tro på mig.

Heldigvis bliver Maya hurtigt bekræftet i, at hun er målgruppe for et krisecenterophold.

I starten er det svært. Maya har ikke boet alene før. Det virker utrygt. Men det bliver hurtigt bedre som tiden går, og Maya får støtte fra personalet.

Maya får hjælp fra sin socialrådgiver, skabt overblik over sin økonomi og har nogle at tale med 24/7 – også om natten, når tankerne myldrer frem. Hun er med til yoga, hører foredrag om vold og deltager i et gruppeforløb med andre kvinder i huset. Her går det op for hende, hvordan hendes grænser er blevet overskredet, og det unormale er blevet normalt. Og selvtilliden og selvværdet vokser lige så stille.

 

“Efter 24 år vidste jeg ikke rigtig, om I ville tro på mig.”

Maya

– Jeg følte det som en drøm … Jeg var vant til at høre, at jeg var en byrde. Jeg følte mig altid til overs, i vejen, husker Maya og fortsætter:

– At der er nogen, der har taget imod mig her, som jeg ikke er i familie med. Som har passet på mig og beskyttet mig … Set i bakspejlet, har jeg jo levet på vagt næsten altid og gået på listefødder.

Maya begynder at udfordre sig selv. Hun køber nye sko (noget hun aldrig havde fået lov til af sin mand), og hun inviterer sine børn på restaurant. Hun mærker, at verden udenfor er god, og at der er folk, der vil hende det godt. Også mødet med de andre kvinder på Kvindehjemmet er positivt.

– At se kvinder, som har det som én selv på den ene eller anden måde. Det har været godt. Det har været en slags spejling og sparring. Jeg har også kunne give dem noget. Vi har været som en lille familie.

Et værdigt liv

Maya har det meget bedre i dag. Både mentalt og i kroppen, hvor blodtrykket for længst er normaliseret igen. Men det har taget tid. Og hun er ikke færdig.

– At afvikle 24 år, det er ikke lige noget, man bare gør, som jeg troede på et tidspunkt … Det tager den tid, det tager, siger hun og tilføjer:

– Men jeg har lært, at man kan ændre sit liv … Og så har jeg lært, at man kan få troen tilbage.

Adspurgt til hvordan hun ser på fremtiden lyser Mayas øjne op. For der er mange veje, hun kan gå og har lyst til at gå, forklarer hun.

– Det føles som om, jeg lige er gået ud af folkeskolen. Verden ligger for mine fødder.

 

“Jeg har lært, at man kan ændre sit liv … Og så har jeg lært, at man kan få troen tilbage.”

Maya

Maya vil gerne genoptage gamle hobbyer som at tegne, male og sy. Alt det hun gjorde, før hun blev gift. Hun vil finde sin egen bolig, passe på sin krop og fastholde sit arbejde. Hun er desuden i gang med en indre eksistentiel rejse og øver sig i at mærke sig selv igen. Og ikke mindst vil hun gerne komme endnu tættere på sine børn og lytte til deres oplevelser.

– Jeg var ikke klar over, at de også har lidt.

Maya studser over Kvindehjemmets motto ”En ny begyndelse”.

– Det passer virkelig. Jeg føler mig så privilegeret. Jeg har fået en ny chance i mit liv. Hvor jeg selv har indflydelse på, hvordan det skal være … Det er mig, der skal skabe mit liv. Og det er jeg i gang med nu. Et liv med kvalitet og værdighed, siger Maya og holder en lille pause, inden hun tilføjer:

– Og jeg skal ikke have en mand for enhver pris.