– Jeg hviler i mig selv som aldrig før

I dag er Sara væk fra volden, men hvordan kom hun dertil? Læs Saras egne ord og refleksioner, når hun ser tilbage på et voldeligt forhold, der endte i et ophold på kvindekrisecenter.

For syv år siden møder jeg en skøn mand, Michael, over nettet. Vi mødes et par gange til en kop kaffe. Alt går godt, vi har en god kemi til hinanden. Det er super hyggeligt faktisk. Han er fantastisk.

Michael er fra starten ærlig og fortæller, at hans baggrund ikke er den bedste. Han kommer fra en socialt belastede familie. Men han fortæller også, at hans drøm er at slå sig til ro nu. Han vil være familiefar og stifte sin egen familie. Han var så sød, og han sagde alle de ting, man er glad for, når man lige har mødt hinanden.

Vi ender med at bruge meget tid sammen.

Hvor var jeg i livet, da jeg mødt Michael

Jeg var selv sygemeldt og havde været det i en længere periode. Jeg følte mig ikke god nok og var meget kørt der, hvor jeg arbejdede. Jeg er ordblind og har altid skulle kæmpe mig frem ad. Der var ikke mange, der troede på mig – slet ikke mig selv.

Langsomt gik det bedre. Jeg kom i kontakt med et firma, der kunne hjælpe mig med at starte selvstændigt. Michael støttede mig 100 procent.

Jeg flytter ind hos Michael, og vi får bygget et liv op. Han støtter mig i så meget, som jeg ikke har haft nogen, der støttede mig før. Jeg følte mig noget værd og var så glad, som jeg ikke havde været længe. Jeg følte mig så godt tilpas.

Vi fik en dreng sammen. Viktor kaldte vi ham.

Den psykiske vold: Snigende jalousi

Jeg trænede meget, da vi mødt hinanden. Det hjalp mig mentalt, psykisk og fysisk. Trænede flere gange om ugen, og fik også Michael med på det. Der gik dog ikke længe, før vi stoppede med at træne sammen. Det kunne han ikke holde ud, for han mente, at alle de andre mænd kiggede på mig. Han mente også, at jeg kiggede efter de andre fyre. Jeg kom pludselig aldrig op for at træne mere. Jeg gad ikke hans irritation, og så ville jeg godt undgå hans vrede.

Men det var ikke kun i træningscentret, han var jaloux. Når jeg havde været i bad, gik jeg fra badeværelset til soveværelset med håndklæde om mig. Michael mente at dem, der var udenfor kunne se mig. Til at starte med sagde jeg bare, han skulle stoppe. Det blev et større og større problem for ham. Til sidst endte jeg med at løbe ind på soveværelset eller have tøjet med på toilettet.

Der gik ikke lang tid i vores forhold, før Michael begyndte at kommentere på mit tøj. Til at starte med skulle jeg bare vide, at det sad lige lovlig stramt. Det kunne man ikke gå med. Jeg blev godt irriteret og sagde, at det skulle ham ikke blande sig i.

 

“Der gik ikke lang tid i vores forhold, før Michael begyndte at kommentere på mit tøj. Til at starte med skulle jeg bare vide, at det sad lige lovlig stramt.”

Sara

Alligevel begyndte jeg at klæde mig anderledes, uden jeg tænkte over det. Jeg begyndte at gemme mig i større bluser eller trøjer. Når jeg så en gang imellem tog mig samme til at gøre lidt ud af mig selv, fik jeg lige en bemærkning på vejen; ”hvorfor skal du se så godt ud i dag?” Så kom der lige en ekstra trøje over.

At have venner som voksen synes Michael var meget mærkeligt. Det var unormalt, og jeg skulle blive voksen. Når jeg en sjælden gang imellem var sammen med mine veninder, blev han sur. Jeg havde en episode, hvor jeg skulle til min familie og også besøge et vennepar. Jeg havde intet sagt, for jeg frygtede for den diskussion, der ville komme. Michael tog en dag min telefon og opdagede så, at jeg har mødtes med dem. Det ender i den vildeste diskussion, og jeg tog det hele på mine skuldre og beklagede. Kunne jo godt se, at man ikke kan stole på mig mere. Jeg fortalte ham, at det aldrig ville ske igen.

Anklagede mig for at være skør

Michael fortale mig jævnligt, at han kunne alle paragraffer. Han fortalt det altid sådan, så det var meget overbevisende. Til at starte med tænkte jeg bare; ”den er god med dig”. Men det lød altid, som om han virkelig havde styr på det, og jeg blev utryg.

Vi havde ikke særlig mange penge. Jeg havde lagt nogle penge til side, hvis vi stod i en nødsituation. De forsvandt besynderligt en dag. Det var nok Viktor, der stadig var en baby, der havde taget dem, mente Michael. Hvis jeg havde kontanter på mig, forsvandt de jævnligt fra min lomme.

Hans vrede gjorde mig så bange, når han virkelig blev sur. Så stillede han sig helt op af mig og kiggede ned på mig med mørke og dystre øjne. Hans tænder var trykket helt sammen. En gang fik han mig trængt helt op i et hjørne. Jeg husker det, som var det i går. Jeg rystede og følte mit hjerte var ved at hoppe ud. Jeg var så bange.

 

“Hans vrede gjorde mig så bange, når han virkelig blev sur. Så stillede han sig helt op af mig og kiggede ned på mig med mørke og dystre øjne.”

Sara

En dag har vi en diskussion, hvor bølgerne virkelig går højt. Jeg vender mig om for at gå væk fra ham, fordi jeg ikke kunne holde til mere. Jeg ville bare have ro. Men pludselig kommer Michael bag fra og ligger armen hen over min skulder og bukker armen, og han har pludselig fat med armen rundt og min hals. Jeg går i panik og river hans arm væk. Det fik han hurtigt vendt til, at jeg var skør. At han jo bare ville give mig et kys. ”Du er jo helt væk,” sagde han.

Hvorfor gik jeg ikke bare, da jeg så de første tegn?

Det lyder jo helt vildt. Hvorfor smuttede jeg ikke bare?

Det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke så tingene på den måde til at starte med. Jeg lukkede øjnene for det, fordi jeg var så forelsket. Det er først noget, jeg ser klar nu. For der var også mange gode ting ved Michael. Han støttede mig i alt og ville mig inderligt det bedste. Han var ligeglad med, at jeg var ordblind, og var så usikker på mig selv. Vi fik også vores helt vidunderlige søn sammen, som var noget af det mest fantastiske, der kunne ske for os. Michael var så kærlig. Han viste alle, at han var hjælpsom og ville alle omkring mig det bedste. Han var der bare altid, når det var galt i min familie.

Jeg ville på daværende tidspunkt gøre alt for, at vi kunne få det godt sammen.

En dag kommer en pædagog fra vuggestuen og spørger, om alt går godt. Der bryder jeg helt sammen og fortæller alt. Og fortæller hvordan jeg har det.

Tiden op til jeg, at jeg kommer på Kvindehjemmet

Jeg er i syv sind. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan mere, men ved ikke hvad jeg skal stille op. For jeg elsker jo Michael. Han har gjort så meget for mig, selvom jeg er så bange for ham. Han er jo den, jeg godt vil leve med, vores lille familie og måske et barn mere. Men hvad skal jeg stille op? Jeg kan jo ikke blive i denne her frygt, jeg er i.

Jeg får snakket med min rådgiver i jobcentret om, hvordan jeg har det. Hun er meget lyttende og vil rigtig gerne hjælpe mig. Hun syntes jeg og Viktor skal komme væk. Vi kan jo ikke leve i en frygt og angst for, hvornår han bliver sur, det er jo heller ikke godt for Viktor. Hun synes, jeg skal tage kontakt til Mødrehjælpen eller Danner. Det syntes jeg er noget voldsomt, så jeg går noget tid og overvejer, hvad jeg skal gøre.

Da jeg skal fortælle Michael, at jeg ikke vil mere, bliver han virkelig ked af det. Han ville ikke acceptere det. Han siger, at hvis jeg forlader ham, vil det blive værst for mig selv. Jeg ender med at tage op til mine forældre i en periode og få tænkt over tingene. Michael sms’er og ringer meget. Jeg har også selv lidt svært ved at sige fra og lade være med at svare. Vi ender med at tage hjem igen efter en lille uge.

 

“Han siger, at hvis jeg forlader ham, vil det blive værst for mig selv.”

Sara

En dag har vi en diskussion, hvor bølgerne virkelig går højt. Jeg vender mig om for at gå væk fra ham, fordi jeg ikke kunne holde til mere. Jeg ville bare have ro. Men pludselig kommer Michael bag fra og ligger armen hen over min skulder og bukker armen, og han har pludselig fat med armen rundt og min hals. Jeg går i panik og river hans arm væk. Det fik han hurtigt vendt til, at jeg var skør. At han jo bare ville give mig et kys. ”Du er jo helt væk,” sagde han.

Hvorfor gik jeg ikke bare, da jeg så de første tegn?

Det lyder jo helt vildt. Hvorfor smuttede jeg ikke bare?

Det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke så tingene på den måde til at starte med. Jeg lukkede øjnene for det, fordi jeg var så forelsket. Det er først noget, jeg ser klar nu. For der var også mange gode ting ved Michael. Han støttede mig i alt og ville mig inderligt det bedste. Han var ligeglad med, at jeg var ordblind, og var så usikker på mig selv. Vi fik også vores helt vidunderlige søn sammen, som var noget af det mest fantastiske, der kunne ske for os. Michael var så kærlig. Han viste alle, at han var hjælpsom og ville alle omkring mig det bedste. Han var der bare altid, når det var galt i min familie.

Jeg ville på daværende tidspunkt gøre alt for, at vi kunne få det godt sammen.

En dag kommer en pædagog fra vuggestuen og spørger, om alt går godt. Der bryder jeg helt sammen og fortæller alt. Og fortæller hvordan jeg har det.

Tiden op til jeg, at jeg kommer på Kvindehjemmet

Jeg er i syv sind. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan mere, men ved ikke hvad jeg skal stille op. For jeg elsker jo Michael. Han har gjort så meget for mig, selvom jeg er så bange for ham. Han er jo den, jeg godt vil leve med, vores lille familie og måske et barn mere. Men hvad skal jeg stille op? Jeg kan jo ikke blive i denne her frygt, jeg er i.

Jeg får snakket med min rådgiver i jobcentret om, hvordan jeg har det. Hun er meget lyttende og vil rigtig gerne hjælpe mig. Hun syntes jeg og Viktor skal komme væk. Vi kan jo ikke leve i en frygt og angst for, hvornår han bliver sur, det er jo heller ikke godt for Viktor. Hun synes, jeg skal tage kontakt til Mødrehjælpen eller Danner. Det syntes jeg er noget voldsomt, så jeg går noget tid og overvejer, hvad jeg skal gøre.

 

“Han siger, at hvis jeg forlader ham, vil det blive værst for mig selv.”

Sara

Da jeg skal fortælle Michael, at jeg ikke vil mere, bliver han virkelig ked af det. Han ville ikke acceptere det. Han siger, at hvis jeg forlader ham, vil det blive værst for mig selv. Jeg ender med at tage op til mine forældre i en periode og få tænkt over tingene. Michael sms’er og ringer meget. Jeg har også selv lidt svært ved at sige fra og lade være med at svare. Vi ender med at tage hjem igen efter en lille uge.

Om at acceptere hjælpen og finde et nyt fællesskab

Det at komme på Kvindehjemmet var så grænseoverskridende og helt uforstående. Jeg havde så svært ved at acceptere det. Det jeg havde været i, var jo slet ikke det samme som mange af de andre kvinder, tænkte jeg. Jeg er jo ikke blevet slået eller har fået tæsk.

Jeg bliver mødt af et skønt personale, der var lyttende og virkelig vidste, hvad de havde med at gøre. Jeg følte mig utrolig godt tilpas og fandt hurtig en tryghed.

Jeg var jævnlig i tvivl, om det var det rigtige, jeg havde gjort. Skulle jeg ikke bare tage hjem igen? Når jeg fik de har dage, havde jeg mennesker omkring mig, der genfortalte de ting, jeg havde været igennem. Det hjalp. Hvis jeg fik beskeder fra Michael, lavede jeg en aftale med personalet om, at jeg kom ned til dem. Så læste de beskeden. Hvis det var noget, der var bevis på en trussel, blev der taget et skærmbillede.

Det at bo så tæt var til tider svært. Vi gik alle med forskellige oplevelser og frygt i os. Men det var også en god ting, for du stod med andre kvinder, der kunne forholde sig til de ting, jeg havde været i. Følelsen af at være alene i den her verden var væk. Vi var mange, der havde være i sammen situationer. Man lander ikke på et krisecenter for at få venner, men det kommer man til, imens man bor der. Det er dejligt at have mennesker omkring sig, der har en helt anden forståelse for den, du er, og måden du reager på.

Jeg kæmpede hver dag for at skulle have det godt. For at finde det positive selvom det var utroligt svært. Jeg valgte hurtigt, at vi skulle have en hverdag, så jeg kunne finde mig selv. Jeg var i praktik, og Viktor skulle i børnehave.

Jeg blev hurtig god til at lave aftaler og gøre en masse, når jeg ikke havde Viktor. Da jeg var kommet nogenlunde oven på og havde overskud, brugte jeg meget tid på at lave mad. Det at gøre ting, som jeg godt kunne lide, var rigtig godt for mig. Det at komme ud af huset og gøre noget, hvor tankerne bare fik lov at være positive og gode. Dét hjalp mig virkelig til at komme ovenpå.

Selvom jeg ikke altid syntes, det var sjovt at bo her, var det det hele værd.

Hvad jeg har lært

Jeg er et sted nu, hvor jeg ikke tvivler mere på, at jeg har gjort det rigtige. Jeg har virkelig haft de bedste mennesker omkring mig her i huset og en støtte, jeg ikke vil være foruden. Jeg har lært så meget om mig selv på godt og ondt. Jeg siger fra til ting, der før gjorde mig ked af det. Jeg har fået det bedre og bedre og kan til dels styre mine nedture og konflikter med Michael.

 

“Man lander ikke på et krisecenter for at få venner, men det kommer man til, imens man bor der.”

Sara

I dag har jeg virkelig fundet mig selv. Jeg hviler i mig selv som aldrig før. Jeg har fået styr på mit liv. Jeg har et godt job, jeg er glad for min dejlige lejlighed, jeg har styr på min økonomi og har de bedste mennesker omkring mig. Jeg kan virkelig ikke klage. Jeg har fundet en bedre udgave af mig selv. Jeg har fået så meget hjælp og støtte fra alle omkring mig. Krisecentret, venner, familie og bekendte.

Jeg kan stadig mærke volden til tider, og jeg kan stadig få nedture, men jeg er blevet meget bedre til at styre den situation, jeg er i. Jeg kan stå på egne ben igen. Jeg er blevet stærkere, og jeg kan sige fra til Michael og finder mig ikke i noget mere.

Af hensyn til de involverede samt af sikkerhedsmæssige årsager er alle navne i historien opdigtede. Kvindehjemmet er bekendt med ’Saras’ identitet.

Saras råd til dig, der lever i vold

Husk, at selvom du er presset, så kæmper du med alt, hvad du har. Ved at række ud efter hjælp, fx på et krisecenter, har du taget det første skridt på vejen mod en bedre tilværelse for dig selv og dit barn.