Fra filantropisk idé til moderne institution i velfærdsstaten

En øget tilstrømning til hovedstaden og svære økonomiske kår fører til flere hjemløse kvinder. En mindre gruppe danner via en aktionskomité Kvindehjemmet, som åbner i1902 med 30 pladser og er den første institution for kvinder og børn i akut krise. Kvindesagsforkæmper Vibeke Salicath står i spidsen for projektet. Datidens socialarbejdere var filantroper. Her ses ammestuen for unge mødre. Foto: Kvindehjemmets arkiv, 1909.

En øget tilstrømning til hovedstaden og svære økonomiske kår fører til flere hjemløse kvinder. En mindre gruppe danner via en aktionskomité Kvindehjemmet, som åbner i 1902 med 30 pladser. Kvindesagsforkæmper Vibeke Salicath står i spidsen for projektet. Datidens socialarbejdere var filantroper. Her ses ammestuen for unge mødre. Foto: Kvindehjemmets arkiv, 1909.

I 1912 overnatter 701 personer på Kvindehjemmet. De fleste bor på fællesstuer til 16 øre pr. nat. Arbejdsvillighed vægtes højt, og beboere kan blandt andet tjene penge i sy- og arbejdsstuen eller ved at uddanne sig som barneplejerske. Kvindehjemmets motto er op gennem 1900-tallet og til i dag ”hjælp til selvhjælp”. Foto: Kvindehjemmets arkiv, årstal ukendt.

I flere år driver Kvindehjemmet et folkekøkken, som er åbent for beboerne samt lokale borgere og foreninger. Folkekøkkenet bliver en vigtig beskæftigelses- og indtægtskilde for Kvindehjemmet. I året 1925 bliver der solgt kaffe og smørrebrød i alt 47.829 gange. Foto: Kvindehjemmets arkiv, 1925.

I 1930’erne er der i alt fem børneinstitutioner tilknyttet Kvindehjemmet; en ammestue, en vuggestue, en småbørnsstue, en børnehave samt et asylhjem for børn af syge mødre. Tilbuddene er til familier på og udenfor Kvindehjemmet. I 1932 koster det 70 øre pr. dag at have sit barn i vuggestuen og 55 øre for søskende. Foto: Kvindehjemmets arkiv, 1932.

I 1945 flytter Kvindehjemmet til en nyopført ejendom på Jagtvej på Nørrebro, som indvies af protektor Dronning Alexandrine. Som noget nyt kan Kvindehjemmets 61 beboere flytte på enkeltværelser. Foto: Birthe Melchiors/Ritzau Scanpix, 1952.

Kvindehjemmet er mærket af efterkrigstidens økonomiske, sociale og boligmæssige trængsler, og tilstrømningen til Kvindehjemmets børnehave er stor. Børnehaven er både for beboernes børn og børn fra lokalområdet. Foto: Birthe Melchiors/Ritzau Scanpix, 1952.

I 1960’erne går Kvindehjemmet fra at være et multifunktionelt hjem med flere institutioner til udelukkende at være et opholdssted for sårbare kvinder og børn, mange af dem voldsudsatte. På billedet ses et typisk enkeltværelse. En kvinde er ved at putte sit barn. Foto: Harry Nielsen. Aktuelt nr. 137, 1973.

”Lægerne fortalte mig, at jeg var en dårlig kone, at jeg sådan svigtede min mand,” fortæller en voldsudsat beboer til Fyns Tidende i 1978. I 1970’erne udvikles det offentlige hjælpesystem, og Kvindehjemmet indgår driftsaftale med Københavns Kommune. På billedet ses forstander Gerda Colbert i samtale med en beboer. Foto: Harry Nielsen. Aktuelt nr. 137, 1973.

Et typisk etagekøkken i 1980’erne. Forstander Eva Truelsen (på køkkenbordet) sidder sammen med nogle af husets beboere. Under Eva Truelsens ledelse blev Kvindehjemmet moderniseret og professionaliseret. De første socialrådgivere blev ansat. Foto: Kvindehjemmets arkiv, årstal ukendt.

I året 1990 bor der i alt 214 børn i huset. I løbet af 1990’erne får Kvindehjemmet mere fokus på børns trivsel. I 1996 bliver Børnetræet udviklet – et tilbud om pædagogisk førstehjælp til børn på Kvindehjemmet. Det sker med støtte fra Socialministeriet, og de første pædagoger med speciale i børn bliver ansat. Foto: Kvindehjemmets arkiv.

Fra 2006 til 2010 bliver Kvindehjemmet totalrenoveret. Værelserne bliver større, alle får eget bad/toilet, og blandt andet bliver fælleskøkkenerne opgraderede. Foto: Kvindehjemmets arkiv.

I 2010 overgår Kvindehjemmet til udelukkende at være et kvindekrisecenter for voldsudsatte under Servicelovens § 109. I 2013 bliver Kvindehjemmet en privat selvejende institution med plads til 36 kvinder og cirka 30 børn. Foto: Kvindehjemmets arkiv.