Voksne er gode til at nikke og lade som om de lytter, men i virkeligheden hører de ikke ordentlig efter, hvad barnet foran dem egentlig siger.
Sådan har 12-årige Subha flere gange haft det, når hun har siddet overfor en voksen, der skulle hjælpe hende.
– Når der er konflikter i familien, bliver barnet ofte glemt og overset, fordi det åbenbart ikke har noget at gøre med dem. Når man prøver at snakke med en voksen om det, bliver man aldrig taget seriøst, fordi man “bare er et barn”, men det betyder jo ikke de voldsomme oplevelser og minder har forladt ens hoved, siger hun.
Som lille boede Subha på Kvindehjemmet med sin mor og bror og som et barn, der selv har oplevet vold i familien, betyder det meget for hende, at stemmer som hendes egen bliver hørt og forstået.
Derfor var hun heller ikke i tvivl, da hun i sommer blev opfordret til at sende en ansøgning til Unicefs nyoprettede børnepanel. Sammen med 10 andre børn i alderen 10 til 15 år blev hun valgt og har frem til nu haft til opgave at rådgive Unicef om, hvordan Børnenes Kampdag, der finder sted i morgen, skal løbe af stablen.
Med udgangspunkt i temaer, der optager børnene selv og med troen på, at de voksne faktisk vil høre efter, hvis man råber højt nok, har Subha sammen med de 10 andre i Børnepanelet udviklet forskellige aktiviteter, der alle sætter fokus på, at det er de voksne, der har ansvaret og skal tage børnenes fremtid alvorligt.
For Subha er ansvar et vigtigt ord, og Børnenes Kampdag er ifølge hende en god anledning til at sætte fokus på børns trivsel, og at alle børn har ret til et liv uden vold.
-Vold, konflikter og dumme skænderier mellem forældre kan alt sammen fjerne barnets fokus for eksempel i skoletiden, fordi man sidder og tænker på om mor og far er oppe og skændes, eller hvornår man får lov til at se storebror igen, siger hun.
-Børn skal have en stemme, der bliver taget lige så seriøst som de voksnes. Og så skal det ikke handle om, hvad de voksne tror, men hvad børnene selv fortæller. At blive hentet af rektoren midt i matematiktimen er altså ikke sjovt, og at sidde omringet af voksne kan nemt gøre det utrygt at snakke om det (volden red.), og en appelsinjuice gør det altså ikke nemmere.
Udover ansvar er tillid et andet ord, der betyder meget for Subha.
Som et barn, der har oplevet vold i hjemmet, føler Subha i dag, at hun har svært ved at stole på andre og især voksne. Derfor er hun også glad for at være en del af Kvindehjemmets efterværnsgruppe for børn, der har boet på krisecenter eller oplevet vold i hjemmet.
-Det er dejligt at have nogen at snakke med, der ved hvad jeg taler om. Især den psykisk vold er svær at forklare, så andre forstår det. Men i gruppen behøver man ikke forklare det, her forstår de andre godt, hvad jeg snakker om, siger Subha.
Én af de aktiviteter som Subha og de andre medlemmer af Børnepanelet har fundet på, er ansvarsstafetten.
Gennem de seneste uger har elever fra seks rettighedsskoler båret seks store flamingobogstaver, der tilsammen staver ”ansvar”, igennem landet, som skal sætte fokus på, at børn og unge vil inddrages og sammen med de voksne tage ansvar.
Ved hver skole stafetten har besøgt, er bogstaverne blevet udfyldt med de visioner og forhåbninger, som eleverne på skolerne har for fremtiden.
Her til formiddag, fredag den 19. november, er Subha sammen med nogle af de andre fra Børnepanelet inviteret ind på Christiansborg for at overlevere de seks bogstaver til Folketingets formand Henrik Dam Kristensen. Herefter vil de være udstillet på hans kontor i to uger, så alle medlemmerne af Folketinget har mulighed for at se nærmere på, hvad børn og unge fra hele landet har skrevet.
For Subha selv har det at være med i Børnepanelet gjort hende mere tryg ved at snakke om ting som for eksempel vold i hjemmet. Nu håber hun, at politikerne vil tage ansvar for de ønsker og forslag, som Børnepanelet er kommet med.
I første omgang har Subha et meget konkret ønske til politikerne:
-Det ville være rart, hvis lokalerne i Familieretshuset og på kommunen blev gjort rarere og tryggere. Lige nu synes jeg ikke, at de er behagelige at være i. Derudover er det også vigtigt, at man som barn har én fast person i kommunen, som kender en og som man er tryg ved. Og så skal man som barn kunne stole på, at de ting man fortæller, ikke bliver sagt videre, uden at man har givet lov, siger Subha.