Med regeringens handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, der blev offentliggjort i sidste uge og som bygger på et udspil fra sidste år, anerkendes partnervold også som et ligestillingsproblem.
Når vi genlæser forordet til den første nationale handlingsplan på området tilbage fra 2002, defineres mænds vold mod kvinder som en manifestation af en grundlæggende ulighed mellem de to køn – altså som et ligestillingsproblem.
Og så sker der derefter en markant ændring i den politiske tilgang til vold mod kvinder og børn. I de følgende fire handlingsplaner, der er udkommet mellem 2005 og 2022, er begrebet ligestillingsproblem ikke nævnt.
Derfor ser vi frem til at blive klogere på, om den nuværende SVM-regering vil læne sig op ad definitionen fra 2002, hvor ligestillingsproblemet forklares med den grundlæggende ulighed mellem køn, eller om begrebet bliver redefineret.
– Jeg hilser det meget velkomment, at partnervold atter anerkendes som et ligestillingsproblem. Alle voldsudsatte skal have ret til hjælp, men en ligestilling af rettigheder er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle skal have den samme hjælp. Derfor håber jeg, at netop denne ligestilling af kønnene, som handlingsplanen lægger op til, kan bidrage til en drøftelse af, om vi har den rette differentierede vifte af tilbud til voldsudsatte, siger Katrine Nordbjærg, der er forstander på Kvindehjemmet.
Kvinder er særligt udsatte
Partnervold mod kvinder er hyppigere og grovere end partnervold mod mænd. Det skyldes i vores optik blandt andet den kendsgerning, at der er en ulige fysik mellem kønnene, som gør sig særligt gældende i det generelle voldsbillede.
Fra forskning ved vi, at 86,2 procent af de kvinder, der har boet på krisecenter, har været udsat for
grov fysisk vold defineret som slag med genstand, der kan gøre skade, behov for læge efter voldsepisoden, besvimelse efter slag samt kvælertag. Derudover er 58,6 procent af kvinderne blevet truet på livet.
I indledningen til den nye handlingsplan understreges det også, at kvinder er særligt udsatte og, at alt for mange kvinder hvert år dræbes af deres partner eller ekspartner.
Derfor ser Katrine Nordbjærg gerne, at den kønsbaserede vold bliver fremtrædende for de initiativer, der iværksættes, så den faktisk bliver en handlingsplan, der forebygger partnerdrab på kvinder og, at handlingsplanen kan være med til at løfte området på tværs af myndigheder.
– Vi ser desværre stadig, at der i nogle af de sager, hvor kvinder er blevet dræbt, har været krisecentre, politi og kommuner ind over tidligere i forløbet, og der skal vi som samfund være bedre til at forebygge og samle hjælpen til kvinderne, siger Katrine Nordbjærg.
Sidestilling af krisecentertilbud vil udfordre sikkerhedsaspektet
Endnu ved vi ikke, hvordan handlingsplanens 12. initiativ vedrørende ligestilling af krisecentertilbud til voldsudsatte mænd, konkret kommer til at tage sig ud.
Indtil videre er regeringen gået i gang med at udarbejde en konkret model, der forventes fremsat som lovforslag i Folketingssamlingen i løbet af dette eller næste år.
Ud fra vores perspektiv vil det være bekymrende, hvis regeringen vælger at åbne §109 for mænd uden at udfordre og drøfte netop sikkerhedsaspektet og det faktum, at flere kvinder oplever sig og reelt er truet på livet.
– Det er en bekymring for os, at et bredt visitationsgrundlag til §109 vil åbne krisecentre for en meget bred målgruppe, hvor vold og kriser ligestilles, da det vil svække vores specialiserede voldsfaglighed og i sidste ende give de voldsudsatte en dårligere hjælp.
På Kvindehjemmet glæder vi os til at få besøg af socialministeren i løbet af efteråret, hvor vi vil komme med vores input til, hvordan vold som ligestillingsproblem skal gribes an, så vi husker også at have den kønsbaserede vold for øje.