Der er et eller andet spændende over Lars. Han er så flamboyant. 10 år ældre og styr på karrieren.

– Han var denne her store mand … jeg blev ret hurtigt meget betaget af ham, husker Cecilie.

Cecilie og Lars dater i en del måneder. Hun er næsten udelukkende hos ham, og fordi han har en datter, skal hendes besøg tilpasses til, når det passer ham. Når Cecilie ser tilbage, kan hun godt se, at volden og kontrollen allerede begyndte der. I det helt små.

– Det var ham, der styrede showet i forhold til, hvornår vi kunne ses, hvornår det lige kunne passe ind. Jeg fik meget hurtigt følelsen af, at hvis jeg ikke gør, som det passer ind i hans liv, jamen så ser jeg ham ikke.

Cecilie vil for alt i verden respektere Lars’ behov, og derfor sidder hun ofte i en venteposition.

– Han formåede at give mig i en følelse af ikke at være særlig meget værd, og at jeg bare skulle være glad, hvis jeg fik lov til at se ham og hans datter.

Cecilie affinder sig med sin plads i forholdet. Hun vil så gerne have, at det lykkes med de to.

Mønstret gentager sig

Da der er gået et års tid skal de planlægge deres første ferie sammen, hvor også Lars’ datter skal med. Men pludselig skifter Lars mening. Cecilie må kun være med halvdelen af tiden. Det synes Cecilie ikke er en god ide. Hun foreslår, at de så hellere venter til relationen til datteren kan bære en hel ferie sammen. Herefter ignorerer Lars hende fuldkommen. En hævn, som han senere hen ofte benytter sig af, hvis ikke han håner og latterliggør hende eller blive decideret rasende.

– Han fik vendt den til, at det var mig, der var helt væk … Jeg blev latterliggjort i så høj grad, at jeg til sidst tænkte ”jamen okay, så er det måske mig der er noget galt med”, fortæller Cecilie.

Mønstret fortsætter. Lars bliver ofte rasende ud det blå, og så straffer han hende. Enten ved at håne eller ignorere. Efter et raserianfald kan han godt finde på at undskylde og bortforklare udbruddene med, at han er begyndt på en ny medicin, som giver ham bivirkninger. Eller sige at det slet ikke er sådan, han i virkeligheden er.

– Det var den klassiske voldsspiral, indså Cecilie senere og refererer til en kendt model, der viser, hvordan volden typisk eskalerer og bliver en normal del af hverdagen.

Kritikken hagler ned

Efter nogle år bliver Cecilie sygemeldt fra arbejdet. Den officielle begrundelse er arbejdsrelateret stress, men set i bakspejlet var det ikke arbejdet, den var gal med. Kritikken fortsætter nemlig i Lars’ lejlighed, som Cecilie i mellemtiden er flyttet ind i.

Hun bliver kritiseret for ikke at gøre sit arbejde godt nok, for at komme for sent hjem, for at maden ikke står klar på bordet, hvis mælken er to dage for gammel, hvis han ikke kan finde sit træningstøj og så videre.

– Det var alle mulige små ting. Det kørte bare sådan der, og så vendte det pludselig igen, og så var han sød. Jeg var så forvirret til sidst.

Udviklede strategier til at dæmpe raseriet

Kontrollen fortsætter også. Hver søndag skal Cecilie sende en kalender over sin uge med alle aftaler og tidspunkter for, hvornår hun er hjemme. Hun synes, det er mærkeligt, men samtidig virker det. Lars bliver mere medgørlig.

Under en middag med nogle venner fortæller Cecilie om ugeplanerne. Hendes veninde er målløs, og Lars bortforklarer.

– Det var meget vigtigt for ham, at der ikke var nogen udefra, der skulle se det her. Så udefra set var der meget plads til, at jeg kunne være karrierekvinde. Der var ikke det, jeg ikke kunne, husker Cecilie.

Ugeplanerne bliver erstattet af små daglige sedler. Her står alt, hvad Cecilie skal i løbet af dagen og ikke mindst, hvornår hun kommer hjem.

– Jeg fandt jeg hurtig ud af, at hvis det skulle være en god dag, så måtte jeg finde strategier i hverdagen for at dæmpe hans raserianfald.

For eksempel virker det godt, hvis Lars hver dag får tilsendt tre valgmuligheder til aftensmaden, så han selv kan vælge. På den måde sikrer Cecilie sig, at han ikke kan bebrejde hende for at træffe det forkerte valg og dermed være både dum og doven, som han ellers ofte gør.

Generelt laver Cecilie det meste i lejligheden, og en dag på sofaen er meget ilde set.

– Klokken skulle helst være ni om aftenen, før jeg satte mig ned. Så var det en god dag. Det var vigtigt, jeg ikke bare sætte mig ned og slappede af, fortæller hun.

Forsøger at gå

Som tiden går kan Cecilie godt mærke, at forholdet ikke er sundt for hende. Hun føler sig nedværdiget som person. Faktisk forsøger hun at gå fra Lars ad to omgange. Hver gang opsøger han hende og undskylder. Han indrømmer, at han godt ved, at det er hans skyld, og at han nok skal blive bedre. At de skal være sammen og have det godt.

Cecilie går tilbage begge gange.

– Når jeg ser tilbage, så var han så dygtig til det er spil, at jeg aldrig nogensinde havde haft en chance … Han har været så hurtig til at fange min personlighed, og hvor han kunne bruge ”marionet-dukke mig”, hvis man kan sige det sådan.

Dummebøder og isolation

Lars frier og Cecilie siger ja. I flere måneder går det faktisk rigtig godt. Og så begynder mønsteret igen. Lars bliver endnu mere vred. Cecilie skal betale ”dummebøder”, hvis hun gør noget, der går imod Lars. Og om morgenen ligger Cecilie ofte og lytter til hans skridt ude i køkkenet for at lure, hvilken stemning han er i.

Cecilie begynder at isolere sig mere og mere fra omverdenen. Ikke fordi Lars direkte forbyder hende at se sine venner eller familie, men alligevel ligger det subtilt i luften. Hvis hun for eksempel skal ses med nogle veninder, som Lars fornemmer er kritiske overfor ham, så bliver hun straffet dagen efter.

– Til sidst kunne jeg slet ikke håndtere at tage ud, fordi jeg bare vidste, at jeg næste dag ville blive anklaget for, at jeg havde drukket mig fuld, og at jeg ikke kunne være en del af familien derhjemme … det var bare et stort helvede, så til sidst orkede jeg det ikke, husker Cecilie.

Drænet for energi

En dag får Lars den idé, at de kan købe et sommerhus. Cecilie vil gere lægge penge til finansieringen, for så ejer hun også noget. Men hun har ikke overskud til at stå for renoveringen. De aftaler, at Lars tager sig af den del.

Der går ikke længe før Cecilie har håndværkere i røret hver andet øjeblik. Lars kan nemlig ikke overskue byggeprojektet, og presser Cecilie til at tage flere og flere opgaver på sig. Samtidig anklager han hende for ikke at gøre det ordentligt. Cecilie, der igen har genoptaget sit arbejde, er så presset, at hun ofte må løbe ud fra møder for at ringe til enten en håndværker eller Lars, som er rasende over, at noget ikke er blevet ordnet.

– Jeg var så stresset og så presset, at jeg nogle gange gik ud på toilettet og bare stod og hyperventilerede, fortæller hun.

Cecilie får nok. Hun vil gerne gå fra Lars. Hun kan se, hvad det er, han gør ved hende. Alle strategierne til at få hende banket på plads. Men hun er bange. Lars truer med at gøre hende økonomisk konkurs.

– Han kørte mig så hårdt, at jeg til sidst ikke vidste, hvad jeg hed, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg var så drænet. Jeg kan huske ting, at jeg til sidst tænkte; ”Jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre”.

Et opkald blev en redning

Cecilie begynder at få angst. Hun får mærkelige fysiske symptomer, som ikke forsvinder. Hun lærer senere, at det var kroppen, der sagde fra. Den ville væk.

Cecilie falder over en bog skrevet af en kvinde, der havde brudt med en voldelig partner. Hun suger den til sig. Et af rådene i bogen er at søge hjælp.

Cecilie indtaster ”krisecenter københavn” i google, og Kvindehjemmet dukker op. Hun ringer.

– Jeg tror, jeg er udsat for vold. Jeg bliver nødt til at få noget hjælp, ellers tror jeg, han slår mig ihjel, siger hun til stemmen i røret.

Cecilie er nervøs for ikke at blive taget seriøst. For hun var jo aldrig blevet slået.

Personalet tager Cecilies ord meget seriøst, og opkaldet bliver startskuddet til et krisecenterophold. Et ophold, hvor Cecilie langsomt lærer og erkender, at hun har brug for hjælp. Blandt andet til hvordan hun håndterer Lars’ vrede og manipulation uden, at den får fat i hende. I lang tid sidder hun ved siden af sin socialrådgiver eller en pædagog, hver gang hun skal sende ham en sms eller en mail for at øve sig i ikke at gå med på hans leg.

Fra skam til stolthed

I starten synes Cecilie, at det er grænseoverskridende at bede om hjælp og flytte på krisecenter.

– Jeg er jo en stærk person, og jeg har et godt arbejde, og nu er der noget i familien, og det skal jeg få til at virke. Jeg havde så svært ved at erkende, at jeg står overfor noget, som et almindeligt menneske ikke kan klare selv, husker hun.

Dog beslutter Cecilie sig ret hurtigt at være åben overfor hendes familie og veninder om volden og om at bo på krisecenter.

– Jeg lavede en taktik for mig selv, der handlede om ikke være flov over at være her, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg var ret bevidst om, at jeg skulle have alt den hjælp, jeg overhovedet kunne få … Ret hurtigt havde jeg en følelse af, at det nok var det sejeste, jeg nogensinde havde gjort, mindes Cecilie med oprigtig stolthed i stemmen.

Hjalp at forstå volden

Noget af det, der hjælper Cecilie allermest under opholdet på Kvindehjemmet, er at få faglig viden om volden, forstå dens dynamikker og ikke mindst konsekvenser.

– Jeg havde enormt meget brug for at få en forståelse af, hvad det var, der skete. Hvorfor tænker jeg sådan? Hvorfor gør min krop sådan? Hvorfor har jeg svært ved elementære ting? husker hun.

Det hjælper også at have nogen fra personalet, der løbende følger op på hende. Om hun har det godt, har sovet eller bare har brug for en lille snak.

– Når man er vant til, at der er én, der ikke vil én det godt – medmindre de selv får noget ud af det – føles det ekstremt overvældende, at der pludselig er mennesker, der bare er der for én, fortæller Cecilie.

På Kvindehjemmet får Cecilie, med egne ord, hjælp til at blive menneske igen. Og de andre kvinder hjælper hende også ved at være imødekommende og ikke mindst gode at tale med. For de forstår præcis den situation, Cecilie er i. De har nemlig selv prøvet noget lignende.

– Man havde ikke engang nået at sige en hel sætning, så vidste man godt, hvad den anden mente. Det var bare så befriende, husker hun.

Har fået sin frihed igen

I dag er Cecilie videre i sit liv. Lars spøger nogle gange stadig i baggrunden, men han er meget mere på afstand. Han kan ikke nå hende. Hverken fysisk eller mentalt.

– Det kan godt være, at han forsøger at kravle op på skulderne af mig, men jeg har valgt, at han ikke er en del af mit liv mere. Jeg har fået min frihed igen.

Cecilie vil gerne hjælpe andre kvinder, som hende selv, og hun ville ønske, at det ikke er så tabubelagt at søge på krisecenter.

– Jeg ville ønske, at jeg havde vist noget før, at der var den her hjælp at finde. At et krisecenter kunne være så meget andet end et sted for nogle særlige få.

Af hensyn til de involverede samt af sikkerhedsmæssige årsager er alle navne i historien opdigtede. Kvindehjemmet er bekendt med ’Cecilies’ identitet.