Eva Frydensberg Holm
”Tænk på en person, der har eller har haft en særlig positiv betydning i dit liv, hvordan vil hun eller han beskrive dig?”
Sådan lød det indledende spørgsmål, da en gruppe af kvinder for et lille års tid siden samledes til efterværn på Danmarks største kvindekrisecenter, Kvindehjemmet. Kvinderne havde boet på krisecenteret, fordi de havde været udsat for vold af deres partner, men var nu flyttet i egen bolig. Hverdagen havde meldt sig. Og det samme havde udfordringerne.
”Måske var de kommet ud i deres egen lejlighed og havde følt, at nu havde de alle muligheder, og så kunne de ikke rejse sig fra sofaen. De blev ramt af træthed og handlingslammelse og kunne ikke forstå hvorfor. Konsekvenserne af volden stopper ikke, når man flytter i egen bolig.” forklarer Ane Ljungdahl, der er socialrådgiver på kvindehjemmet og sammen med en kollega faciliteter de efterværnsgrupper, som Kvindehjemmet med støtte fra Det Nissenske Familiefond startede op i februar i år.
Sidste år, forud for etableringen af grupperne, iværksatte Kvindehjemmet en undersøgelse af behovet for hjælp efter krisecenteret. De havde længe haft en antagelse om, at de ti psykologtimer og den såkaldte koordinerende rådgivning, som kommunerne skal tilbyde kvinder, der har været på krisecenter, langt fra var tilstrækkelig. Og det bekræftede undersøgelsen.
En spørgeskemaundersøgelse blandt tidligere beboere, som 26 af dem besvarede, viste, at mange af dem oplevede ensomhed, ikke kunne overskue tilværelsen – og var bange for, at volden skulle vende tilbage. Og for flere af kvinderne var volden fortsat. Især hvis der var børn involveret.
”Flere af dem nævnte også, at de oplevede sig reserverede og på vagt i nye relationer, og at de havde klar oplevelse af, at de ikke var færdige med at få volden bearbejdet. Vi spurgte både dem, der havde takket ja til koordinerende rådgivning, og dem, der havde takket nej, og der var ingen signifikant forskel mellem de to grupper,” fortæller Sabine Claudi Risom, der er udviklings- og projektmedarbejder på Kvindehjemmet.
Ud over spørgeskemaundersøgelsen lænede Kvindehjemmet sig også op ad en kvalitativ undersøgelse, som Sabine Claudi Risom tidligere havde lavet i forbindelse med sit speciale.
”Jeg talte med otte kvinder fra forskellige kommuner, og det tegnede et billede af, at hjælpen er meget forskellig fra kommune til kommune, men overordnet set manglede der voldsfaglig viden.
Mange af kvinderne oplevede at få praktisk hjælp, men ikke hjælp til at bearbejde volden,” siger Sabine Claudi Risom.
Snart har Kvindehjemmet haft to grupper gennem deres gruppeforløb – og er ved at gøre sig vigtige erfaringer med, hvordan de bedst skaber et efterværn, der møder kvindernes behov.
Mens flere efterværnstilbud til kvinder, der har været på krisecenter, har en psykoedukativ tilgang, har Kvindehjemmet haft en anden ambition.
”Vi vil gerne skabe plads til samtaler, hvor vi gennem en narrativ tilgang har fokus på, hvad det er for en identitet, kvinderne gerne vil bygge op. Hvad er det for nogle fortællinger, de læner sig ind i, og hvad er det for nogle værdier, de synes er vigtige at have i deres liv – og som de gerne vil bygge videre på? Men for at kunne det, kræver det, at man er kommet et godt stykke vej med at bearbejde volden,” siger Mette Lenskjold, der er pædagogisk medarbejder på Kvindehjemmet, og som faciliterer grupperne sammen med Ane Ljungdahl. Hun fortæller, at der her har været stor forskel på de to grupper.
Illustration: Sille Jensen
Fællesskabet er vigtigt
Da de to facilitatorer mødte den første gruppe, havde de på baggrund af deres erfaringer og voldsfaglige indsigt gjort sig tanker om, hvad der var vigtigt at sætte fokus på, men de stillede sig også åbne over for, hvad kvinderne bød ind med. Typisk greb de fat i noget af det, der fyldte sidst og gjort det til et tema. Det kunne fx være tvivl.
”En af konsekvenserne af volden er, at man bliver i tvivl om, om det, man mener, synes og mærker, er rigtigt og acceptabelt. Og også, at man bliver i tvivl om egne evner og formåen. Vi bad dem om at tage udgangspunkt i en konkret episode – og så sætte ord på, hvad de kunne gøre noget ved, og hvad de ikke kunne gøre noget ved. Andres holdninger kan man fx ikke rykke ved – men man kan rykke på, hvordan man forholder sig til dem,” fortæller Ane Ljungdahl og fortsætter:
”Det kan hjælpe dem til at blive bevidste om, hvad de selv har kontrol over. Når en voldsudøver gennem lang tid har haft magten og kontrollen, er en effekt ofte, at man ikke føler, man har kontrol i eget liv,” siger hun.
Et andet emne kunne være vold og identitet.
”Flere af kvinderne havde oplevet, at de hele tiden skulle forklare omverdenen, hvad de havde været udsat for. Men har man egentlig lyst til at forklare det til alle? Hvor meget identitet skal der ligge i, at man har været udsat for vold? Og hvordan passer man på sig selv?” siger Ane Ljungdahl.
Hver gang kvinderne mødtes, afsluttede de med fællesspisning. Fællesskabet er nemlig en vigtig del af efterværnsforløbet, fortæller Mette Lenskjold:
”Det at tale med nogen, der kender effekten af volden, og hvor man ikke behøver forklare sig så meget, havde stor betydning for kvinderne. Men vi ville også gerne give dem mulighed for at opbygge et netværk. Vores undersøgelse viste, at ensomhed er en af de store udfordringer, kvinderne kæmper med, når de flytter fra krisecenteret,” siger Mette Lenskjold og fortæller, at de har fået fondsmidler til, at kvinderne også kan lave arrangementer uden for gruppemøderne, fx tage en tur i biffen sammen eller gå ud at spise.
”I begyndelsen var vi meget understøttende, men efterhånden overtog de mere og mere selv,” siger Mette Lenskjold og fortæller, at kvinderne i den første gruppe stadig ses seks måneder efter, at efterværnsforløbet blev afsluttet. Ligesom de griber fat i hinanden, når de står med nogle udfordringer, de har brug for at vende.
”Der var en af kvinderne, der fortalte, at hvis hun står i en situation, hun har svært ved at tackle, så forestiller hun sig, hvad en af de andre kvinder ville gøre. På den måde har det hjulpet dem at kunne spejle sig i hinanden og mærke, at de ikke står alene med de udfordringerne,” siger Mette Lenskjold.
En evaluering af det første gruppeforløb viste, at de fem kvinder, der havde deltaget, ikke kun havde fået et nyt netværk, de vurderede også, at de var blevet bedre til at håndtere effekten af volden, og at de havde fået en bedre forståelse for konsekvenserne – og perspektiverne, fx i forhold til at etablere nye relationer og kæresteforhold.
”De var blevet i stand til at træde et skridt tilbage se det lidt på afstand. De havde måske forstået, at de ikke selv var skyld volden – og kunne tage den erkendelse med sig ind i nye relationer,” siger Sabine Claudi Risom, der stod bag evalueringen.
Større kendskab til hinanden
Med den gode evaluering i hånden var Ane Ljungdahl og Mette Lenskjold positive, da de mødte den næste gruppe kvinder og tænkte, at de kunne bruge samme tilgang – og måske endda nogle af de samme øvelser. Men det var en anden gruppe af kvinder og dermed også andre behov, der meldte sig.
”De var ret tydelige og sagde fra, når det ikke gav mening. Så måtte vi omforme. Vi kom mere på arbejde med at forklare intentionerne bag, end vi havde været i den første gruppe,” siger Ane Ljungdahl.
”Der var også flere, der sagde: Det her kan jeg ikke, for jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke forholde mig til det. Og så forskrækkelsen: Gud, er jeg ikke kommet længere i min proces! Og vi måtte derfor bruge en mere psykoedukativ tilgang særligt i forhold til de psykiske, fysiske og sociale konsekvenser af volden,” fortæller Mette Lenskjold.
Hun peger på, at gruppe to har været væk fra krisecenteret i kortere tid end gruppe et, og at de måske endnu ikke har haft tid til at mærke konsekvenserne af volden – og det at være alene efter krisecenteret.
”De er måske stadig meget i handle-mode og har sager i familieretshuset, der betyder, at de stadigvæk er i volden. Når kvinden er tvunget til at samarbejde med den person, som har udsat hende for vold, kan det fastholde hende i en uhensigtsmæssig relation. Samtidig har de fleste af dem små børn og har meget af deres opmærksomhed på dem,” siger Mette Lenskjold.
Men selvom flere af kvinderne i gruppe to har brug for en mere psykoedukativ tilgang, så mener de to facilitatorer stadig, at efterværnsgruppen giver mening:
”Måske skulle de have haft et individuelt forløb først med fokus på deres specifikke behov og situation og så et gruppeforløb. Det handler også om at kunne magte at være i gruppen og blive konfronteret med sig selv. Gruppeforløbet har mange potentialer, men det er også sårbart, selvom vi gør meget for at skabe et trygt rum. Man skal være klar til det,” siger Ane Ljungdahl og tilføjer:
”I den optimale verden ville jeg også gerne have et individuelt spor ved siden af gruppeforløbet, for selvom man er klar og har gavn af gruppeforløbet, kan der være individuelle udfordringer, der ikke kan få plads nok i gruppeformatet.”
En anden faktor, der ifølge Ane Ljungdahl og Mette Lenskjold har haft indflydelse på, hvordan grupperne fungerede, var kendskabet til de kvinder, der deltog.
”Den første gruppe bestod af kvinder, vi begge havde haft en relation til, mens de boede på Kvindehjemmet. Kvinderne i den anden gruppe havde vi kendskab til, men ingen tættere relation,” siger Mette Lenskjold.
Hun fortæller, at det har fået dem til at beslutte, at de fremadrettet vil have samtaler med kvinderne forud for forløbene.
”Det kan give os et bedre kendskab til hinanden, så alle føler sig trygge i rummet. Det går begge veje,” siger hun.
”Vi starter en ny gruppe til februar. Og her vil vi have nogle uddybende samtaler inden, der sætter os i stand til at til at tilrettelægge et forløb, der passer til der, hvor de er,” supplerer Ane Ljungdahl.
Målgruppe for Kvindehjemmets efterværnsgruppe
For at deltage i Kvindehjemmets efterværnsgruppe, skal man kunne sige ja til følgende:
Hjælp til voldsudsatte kvinder efter krisecenteret
I 2015 fik kvinder, der har boet på krisecenter, ret til en koordinerende rådgiver gennem deres kommune. Den koordinerende rådgiver skal rådgive kvinden i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skolegang og sundhedsvæsen. Flere undersøgelser peger på, at hjælpen langt fra er tilstrækkelig.
Ifølge Danmarks statistik er hver fjerde kvinde på landets krisecentre genganger.
Artiklen er skrevet af Socialt Indblik for Kvindehjemmet.