”Vi taler om kvinder, der er blevet dræbt, fordi de er kvinder! Vi har et problem, Danmark!”

Således skrev Trine Bramsen (S) på Facebook fem dage efter udnævnelsen som ligestillingsminister.

Knap tre måneder senere, besøgte hun tirsdag eftermiddag Kvindehjemmet for at få vores input og ønsker til den forpligtende handleplan til bekæmpelse af kvindedrab som regeringen forventes at præsentere i løbet af efteråret.

Også SFs ligestillingsordfører Astrid Carøe deltog i besøget.

– Når samfundsopfattelsen af, at vold tilhører privatlivet, stadig er udbredt, er vi ikke kommet ret langt. Derfor skal partnervold og partnerdrab endnu højere op på dagsordenen. Vi vil tættere på virkeligheden, når det handler om, hvordan vi forebygger og bekæmper vold og drab på kvinder, og vi vil gerne have jeres hjælp, sagde Trine Bramsen indledningsvist til mødet.

Hendes øjne fangede en overskrift fra et gammelt avisudklip fra 1972, som hænger på Kvindehjemmets historievæg. ”Kvinde, find dig ikke i tæv” står der.

– Tænk vi stadig er der, bemærkede hun.

 

“Partnervold og partnerdrab endnu højere op på dagsordenen. Vi vil tættere på virkeligheden, når det handler om, hvordan vi forebygger og bekæmper vold og drab på kvinder.”

Ligestillingsminister Trine Bramsen (S)

Systemet låste mig fast i relationen

Til at sætte ord og ansigt på voldens konsekvenser havde en af Kvindehjemmets beboere sagt ja til at fortælle ministeren sin historie. En historie, der indeholder grov fysisk, psykisk og seksualiseret vold og som betyder, at hun i dag bor på Kvindehjemmet med sine børn og har svært ved at forlade huset af frygt for sin egen sikkerhed.

Kvinden havde særligt på hjerte at fortælle om samværsproblematikker, lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset og en oplevelse af at blive mødt af et system, der mangler viden om og forståelse af voldens kompleksitet.

– På mange måder låste systemet mig fast i relationen til min eksmand og gør det stadig. Efter et år her på Kvindehjemmet ved jeg stadig ikke, hvad der skal ske, fortalte hun ministeren.

Volden er anmeldt, og hun ligger inde med lydoptagelser, der dokumenterer dødstrusler fra hendes eksmand. Før hun flyttede ind på Kvindehjemmet, tog han kvælertag på hende. Derfor frygter hun stadig for sit liv.

– Hvornår er det nok? Når han dræber mig?, spurgte hun retorisk ministeren.

 

“På mange måder låste systemet mig fast i relationen til min eksmand og gør det stadig. Efter et år her på Kvindehjemmet ved jeg stadig ikke, hvad der skal ske.”

Kvindelig beboer

Katrine Nordbjærg kunne supplerende fortælle om, hvordan Kvindehjemmets eget socialfaglige personale også oplever offentlige systemer, der kan være svære at trænge igennem til, når man som voldsudsat kvinde står alene og forsøger at række ud. Hun understregede på mødet, at der er behov for at få kvindekrisecentrenes specialiserede voldsfaglighed endnu længere ud i rækkerne til alle myndighedspersoner for at forebygge, at volden får lov at eskalere.

– Det er svært at tale højt om den ultimative konsekvens ved vold mod kvinder, som jo i sidste ende er drab. Men vi skal kunne gøre det. Der sidder børn derude, der tror, at vold er en forudsætning for at være til stede i verden og som har en forventning om, at vold er noget, der er normalt at blive udsat for, sagde hun.

Husk nu børnenes rettigheder

Netop børnene ligger Katrine Nordbjærg meget på sinde. Der bor lige så mange børn på krisecenter som kvinder. Alligevel er de ofte i risiko for at glide i baggrunden, når emnet falder på bekæmpelse af vold i nære relationer. Derfor var Katrine Nordbjærgs opfordring til ligestillingsministeren at indtænke et børneperspektiv i udarbejdelsen af den kommende handlingsplan, så de ikke bliver overset.

For selvom krisecentrene gør, hvad de kan for at hjælpe og støtte de børn, der flytter med deres mor på krisecenter, er virkeligheden, at flere af dem kommer til at opleve stor utryghed og opbrud i hverdagen. Det kan være, at de af sikkerhedshensyn i en periode må afbryde institutions- eller skolegang eller forsat skal se den voldsudøvende far på trods af, at volden fortsætter.

– Når det gælder ligestilling, er samfundet meget optaget af mors og fars rettigheder, men ikke så meget af børnenes rettigheder. Derfor er det for os vigtigt, at vi har nogle særlige medarbejdere i huset, der hele tiden hiver barnets stemme frem, så de ikke risikerer at blive overset, sagde Katrine Nordbjærg og henviste til Kvindehjemmets eget tilbud til børn, Børnetræet.

Til dette nikkede ligestillingsministeren og medgav, at der ingen retfærdighed er i, at børn ufrivilligt skal trækkes yderligere ind i konflikter som følge af eksempelvis lange sagsbehandlinger.

 

“Når det gælder ligestilling, er samfundet meget optaget af mors og fars rettigheder, men ikke så meget af børnenes rettigheder.”

Katrine Nordbjærg, forstander

Juridisk bistand til kvinder og ambulant rådgivning samt efterværn til børn

Foruden anerkendelsen af ligestillingsministerens store fokus på forebyggelse og bekæmpelse af vold mod og drab på kvinder, herunder blikket for den kønsmæssige slagside og opgøret med vold som et privat anliggende, fik Kvindehjemmet også mulighed for at give ministeren nogle anbefalinger med på vejen.

Det drejer sig blandt andet om ønsket om at kunne stille juridisk bistand til rådighed for kvinden i forhold til sikkerhed og rettigheder. Vold afføder typisk en kæde af problemstillinger, som rækker ind i forskellige systemer, myndigheder og jura, hvilket kan være rigtig svært – for nærmest at sige umuligt – at navigere i. Det kan være forhold som opholdsret, forældremyndighed og samvær, bodeling og strafferet.

Katrine Nordbjærg understregede desuden vigtigheden af at sikre børns rettigheder forebyggende før et eventuelt krisecenterophold. Fagprofessionelle som lærere og pædagoger skal klædes på med viden om voldens kompleksitet, så de ved, hvornår der skal gribes akut ind, hvis der er mistanke om, at et barn udsættes for vold, og hvornår det giver mening at skynde sig langsomt og i barnets tempo for ikke at miste barnets tillid og fortrolighed. En anden vej er ambulant rådgivning.

– Det kunne være oplagt at tænke anonym, ambulant rådgivning ind til børn og unge. Det ville skabe en lomme til dem, hvor de ved, at deres ord ikke bliver videregivet eller handlet på uden deres samtykke, foreslog hun.

På den anden side af et krisecenterophold er det ligeledes vigtigt at sikre såkaldte lommer til børnene, hvor de kan få hjælp og støtte. I dag findes der ikke lovgivning, der sikrer et kvalificeret efterværn til børn. Det skal der være, for når børn overværer og udsættes for vold i familien, bliver deres tillid og tryghedsfølelse alvorligt rystet. Og det kræver tid at etablere igen. En efterværnsgruppe fungerer som et fortroligt rum, hvor svære tanker og følelser kan deles, uden at det går videre til myndigheder, ens forældre eller andre.

Som en af børnene i Kvindehjemmets børnegruppe fortæller:

– De (voksne, red.) glemmer for det meste, at børns ord om private ting, ikke bare er alles ord.

Kvindehjemmets børnegruppe er den eneste efterværnsgruppe på landsplan for børn, der har været udsat for vold og/eller boet på krisecenter.

Kvindehjemmet har efterfølgende sendt et brev til ministeren, hvor vi foreslår, at efterværnsgrupper udbredes til hele landet. I brevet uddyber vi – med hjælp fra børn og unges egne ord – desuden, hvorfor der er så vigtigt at tilbyde disse uformelle, forventningsfrie og trygge fællesskaber.

 

“De (voksne, red.) glemmer for det meste, at børns ord om private ting, ikke bare er alles ord.”

Barn og deltager i Kvindehjemmets efterværnsgruppe