Når kærlighed også er vold
Belastningsreaktioner forbinder vi ofte med enkeltstående hændelser, en terrorhandling, en voldtægt eller det at overvære en trafikulykke. Men at være udsat for en belastning hver dag gennem måske flere år – og ovenikøbet fra en, man har en intim relation til, er mindst lige så belastende, forklarer Luiza Bertolucci.
”Belastningen kommer fra den person, du har en intim kærlighedsrelation til. Det er det menneske, som skulle være den trygge og stabile, og som du deler dit liv med, der udsætter dig for noget, der er stik imod, hvad der kendetegner et kærlighedsforhold,” forklarer Luiza Bertolucci.
Når Andlib Uddin som rådgiver taler med kvinder, der er i tvivl om, om det er vold, de er udsat for, giver de ofte udtryk for denne dobbelthed, hvor der på den ene side er kærlighed og på den anden side er vold. Det gør dem forvirrede.
”De siger fx: ’Det er ham, der nedbryder mig, men det er også ham, der trøster mig.’ Den her ambivalens er noget af det, der gør, at volden virker. Man bliver bundet op i det her magt- og kontrolforhold, hvor kærlighed ikke nødvendigvis er kærlighed, men en strategi til at beholde kontrollen over det andet menneske,” siger Andlib Uddin.
For mange af de kvinder, der bor på Kvindehjemmet, har volden stået på måske fem-ti år og er eskaleret over tid. Det betyder, at man har været udsat for belastninger over meget lang tid, og for nogle af kvinderne betyder det, at de udvikler kliniske symptomer, fortæller Luiza Bertolucci.
”Det kan være symptomer på angst og depression. Det kan også være traumereaktioner, hvor man føler sig i konstant alarmberedskab, genoplever den vold, man har være udsat for eller undgår situationer eller steder, som kan minde om volden. Når man oplever disse symptomer over tid, kan det betyde, at man udvikler PTSD og kompleks PTSD,” forklarer hun.
Refleksion over volden
Da det gik op for den unge kvinde, vi mødte i starten af artiklen, hvad det egentlig ville sige at være udsat for vold i en nær relation, gik det langsomt op for hende, at der nok også havde været vold i barndomshjemmet. Og hun er langt fra den eneste, der finder ud af, at hun har båret volden med sig fra barnsben.
”En del af de kvinder, der udsættes for vold, kan genkende volden fra barndommen. Det er ikke årsagen til, at de udsættes for vold, men den slags erfaringer kan betyde, at volden er normaliseret som en del af opvæksten, og det kan betyde, at det er sværere både at få øje på faresignalerne og at sætte grænser,” siger Luiza Bertolucci.
Netop det at hjælpe kvinderne til at blive bevidste om deres erfaringer med vold, og hvordan de har påvirket dem, er en vigtig del af arbejdet med kvinderne, som blandt andet sker igennem samtaler med fokus på psykoedukation.
”Det at se mønstrene og reflektere over, hvad der ikke var godt i relationen frem for at se volden som noget, de selv var skyld i og føler skam over, betyder, at de kan flytte problemet ud af sig selv og kigge mere undersøgende på volden,” siger Andlib Uddin og fortæller, at det for de fleste af kvinderne er en aha-oplevelse at kunne begynde at forholde sig til volden på en anden måde.
Dog kan det for nogle af kvinderne være svært at komme dertil. Her kan det være nødvendigt med psykologsamtale og traumebehandling.
Mærke, hvem man er uden vold
Den sidste fase af kvindernes ophold på Kvindehjemmet kalder de for den genopbyggende fase. På det tidspunkt oplever de fleste af kvinderne, at volden fylder mindre, og de begynder at mærke de ønsker, de har for deres liv.
”Jeg kalder det sommetider for ’forståelse af det gode liv’. Det handler ikke om, at det er det bedste liv, men at man kommer i kontakt med det, man finder værdifuldt, og som man ikke havde kontakt til, mens man levede sammen med sin voldelige partner,” fortæller Luiza Bertolucci.
”Det kan være den måde, man ønsker at være mor eller veninde på. Den store opgave for kvinden er så at holde fast i det,” supplerer Andlib Uddin.
Som en del kvindernes ophold på Kvindehjemmet støttes de i at øve sig i at sige til og fra: Hvad synes de er fair? Og hvordan kan de give udtryk for det på en måde, som de synes er ordentlig? Sammen med personalet reflekterer de over egne værdier og grænser. Men det er, ifølge de to medarbejdere, først, når kvinderne forlader Kvindehjemmet, og der ikke længere nogen, der kan sparre, støtte og hjælpe dem, at de for alvor prøves.
Genopbygning er sværere
Gennem de år, Luiza Bertolucci og Andlib Uddin har arbejdet på Kvindehjemmet, har de oplevet, at genopbygningsfasen er blevet sværere. Det tilskriver de, at samværssagerne trækker længere ud i familieretshuset. Men også de sociale medier har gjort det vanskeligere for kvinderne at bryde med volden.
”Der bliver ved med at være belastninger i forlængelse af de sager, der er i familieretshuset. Og selvom kvinderne har blokeret deres ekspartner på de fleste sociale medier, så er han måske stadig på AULA. Volden fortsætter,” slår Luiza Bertolucci fast og tilføjer, at det derfor er så vigtigt også at have fokus på at hjælpe kvinden med at stå i det vilkår, at volden ikke forsvinder.
Både Luiza Bertolucci og Andlib Uddin peger på, at det her også handler om, hvordan vi som samfund og system møder de kvinder, der fortsat er belastede af volden.
Når kvinden fx møder op i familieretshuset og har det virkelig skidt, fordi hun er belastet af volden, er der, ifølge de to, en tendens til at se det som noget, der bor i kvinden, at hun er vanskelig eller ustabil, frem for at se det som en konsekvens af volden.
Her opfordrer Luiza Bertolucci til, at man, de steder, hvor kvinden forventes at få hjælp, stiller sig nysgerrig frem for blot konkludere, at kvinden er uligevægtig eller besværlig.
”Det kan man blandt andet gøre ved at trække kvinden til side og spørge: ’Hvordan kan det være, du reagerer sådan? Er der noget, du er bekymret for?’ Dette kan åbne for en dialog, og for at kvinden tør give udtryk for, hvad der er svært og dermed få den støtte og hjælp, hun har brug for,” siger Luiza Bertolucci.
