At forlade vold er en kompleks rejse, der fortsætter efter et krisecenterophold. Voldsudsatte kvinder og børn har derfor ofte fortsat behov for støtte, når de flytter fra krisecentret og skal finde fodfæste i et nyt liv ude i egen bolig. Behovet for et kvalificeret og voldsfagligt efterværnstilbud er efterhånden alment anerkendt på krisecentrene og understøttes af tidligere undersøgelser (1). Sidste år blev vi igen påmindet om vigtigheden af dette, da en ny undersøgelse viste, at volden fortætter hos 38 procent af de kvinder, der fraflytter et krisecenter, og at voldsudøveren i størstedelen af tilfældene er den samme (2).
I dag har kvinder ret til at modtage ”koordinerende støtte og vejledning” i kommunalt regi under og efter opholdet, som det er formuleret i Servicelovens §109, stk. 7. Fra egen praksis og erfaring ved vi dog, at kvinder og børn ofte har brug for at blive støttet tættere og i højere grad end praksis er i kommunerne.
Det er også en af konklusionerne i Sabine Claudi Risoms netop afleverede speciale (3). Med afsæt i kvinders egne beretninger om den hjælp, de har modtaget i tiden efter krisecenteropholdet, konkluderer hun, at det nuværende kommunale hjælpetilbud ikke er tilstrækkeligt, og at der mangler viden om vold og voldens konsekvenser. Det efterlader kvinderne med en følelse af ikke at blive mødt, særligt i forhold til det sociale og terapeutiske arbejde omkring volden. Der er desuden i dag ikke et lovpligtigt tilbud om efterværn til børn, selvom behovet også her er stort.
Hvordan kan en meningsfuld intervention se ud ifølge kvinderne selv? Det har Sabine Claudi Risom ligeledes undersøgt. Her fremhæver kvinderne anerkendelse, imødekommenhed og ikke at blive sat i bås. Desuden ønsker de, at rådgiveren har en specialiseret viden om vold, der gør hende i stand til at afkode voldsudøvers strategier og få øje på den vold, der kan få lov at fortsætte igennem systemet, samt forstå kvindens reaktionsmønster.
På Kvindehjemmet ser vi ligeledes et stort behov for at udvikle et veldefineret og målrettet efterværnstilbud, der tager udgangspunkt i målgruppen af kvinder og deres børn, der fraflytter et krisecenter.
– Vi har gode erfaringer fra CTI-projektet, der viser, hvad kvinderne har brug for i tiden efter. Men vi ved også, at det kan være svært at imødekomme dette behov i kommunerne, fordi voldsfagligheden ikke altid er der. Med dette projekt vil vi undersøge, hvordan det kan se ud, hvis efterværnet kobles endnu tættere til den voldsfaglige praksis, der er på krisecentret, og hvilke effekter det har på kvinder og børns oplevelse af meningsfuldhed,” udtaler forstander Katrine Nordbjærg.
Derfor har vi igangsat et udviklingsprojekt, der har til formål at kortlægge forskning og praksiserfaring af efterværn indenfor krisecenterområdet samt udvikle et meningsfuldt efterværnstilbud, der lægger sig i forlængelse af vores indsats. Håbet er, at det er et stykke arbejde, der også kan komme andre krisecentre, kommuner og andre aktører til gavn.
Projektet løber i halvandet år og ledes af Sabine Claudi Risom og Line Scheibel Mitchell.
For spørgsmål til projektet eller ønske om erfaringsdeling, kontakt Sabine på sr@kvindehjemmet.dk
1) ”Evaluering af CTI for kvinder på krisecenter: Afsluttende rapport”. Udarbejdet af Deloitte for Socialstyrelsen, 2019 og ”Efterværn for voldsudsatte” af Lev Uden Vold, 2018
2) ”Kvinder på kvindekrisecenter – en detaljeret undersøgelse om vold og voldens følgevirkninger over tid i et traumeperspektiv” af Sarah Bøgelund Dokkedahl, Syddansk Universitet, sammen med Danner og Kvindehjemmet, 2021.
3) ”Efterværn til voldsramte kvinder – beskrivelse af en social intervention” af Sabine Claudi Risom. Kandidatspeciale, Roskilde Universitet, 2022.