Eva Frydensberg Holm
Ofte finder psykolog Tina Rathje dukkehuset eller sandkassen frem, når et barn kommer ind i terapirummet. At observere barnets leg er nemlig en af de metoder, hun bruger, når hun skal undersøge, om den vold, barnet har været udsat for, har ført til egentlige belastningsreaktioner.
”Børn, der har været udsat for store belastninger gennem længere tid, leger ofte anderledes end andre børn,” forklarer hun, da vi har sat os i de bløde stole i terapirummet. Hylderne i reolen bugner med legetøj i alskens former og farver og vidner om, at det ofte er børn, der indfinder sig her i rummet.
Tina Rathje blev ansat som psykolog på Kvindehjemmet på Nørrebro i København sidste år, fordi stedet ønskede at supplere og videreudvikle deres pædagogiske indsats med et psykologfagligt blik på de børn og unge, der bor sammen med deres mødre på Kvindehjemmet.
”De børn og unge, der ankommer til Kvindehjemmet, har alle en reaktion på at komme på krisecenter. Nogle reagerer på selve den vold, de direkte eller indirekte har været udsat for. Andre på at se mor i krise og være blevet revet ud af deres vante rammer. Og rigtig mange kæmper også med forvirring og savn efter den far, der har udsat deres mor – og måske også dem selv – for vold,” fortæller Tina Rathje og forklarer, at det imidlertid langt fra er alle børnene, der udvikler egentlige belastningsreaktioner og har brug for psykologhjælp.
For mange af børnene aftager reaktionerne ifølge Tina Rathje efterhånden, som de og deres mødre får hjælp til at genfinde ro, rutiner og en tryg og forudsigelig hverdag, så i begyndelsen af børnenes ophold på Kvindehjemmet arbejder det børnefaglige team først og fremmest på at skabe tryghed og stabilitet.
”En vigtig del af hjælpen er at støtte mor i sin moderrolle, så hun kan være en forælder, som barnet kan støtte sig op ad,” siger Tina Rathje.
Hvis barnets reaktioner ikke aftager, undersøger Tina Rathje eller hendes psykologkollega, om der er tale om egentlige belastningsreaktioner eller ligefrem traumereaktioner. Men det kan være svært at afdække konsekvenserne af vold og andre belastninger hos børn og unge, fortæller Tina Rathje.
”Små børn kan ikke sætte ord på, hvad de har oplevet. Og samtidig er mange af dem ikke klar over, at det, de har været udsat for, er vold. De ikke kender til andet. Og de større børn og unge, som har alderen og sproget til at forstå det, vil ofte være i en loyalitetskonflikt eller ikke have lyst til at tale om volden,” forklarer hun og fortæller, at det er derfor, hun tager andre tilgange – så som legen – i brug.
Gennem legen kan hun blandt andet betragte, hvad barnet er optaget af, hvad det frygter, og hvilke forventninger det har til sine forældre.
”Jeg kigger blandt andet på, om barnet søger trøst og forældrenes hjælp i legen, eller om barnet viser, at det er vant til at klare sig selv. Det kan også være, at barnets leg er meget kaotisk, desorganiseret og præget af aggression, død eller seksuelle temaer. Ofte vil barnet gentage de samme voldsomme sekvenser igen og igen for at bearbejde og skabe mening i dets oplevelser,” fortæller Tina Rathje og fortæller, at et barn, der har været forskånet fra vold, utryghed og uforudsigelighed omvendt vil have en forventning om, at verden er et godt sted, og at voksne hjælper og er til at stole på.
Legen er langt fra er det eneste redskab, hun bruger, når hun undersøger barnets trivsel. Også andre screeningsredskaber, samtaler med mor uden barnet og observationer af mor/barn- samspillet er vigtigt for, at hun kan danne sig et fuldt billede af, hvordan barnet har det.
Men hvad er egentlig en belastningsreaktion, når vi taler om børn? For at forklare det, er Tina Rathje begyndt at tegne på et whiteboard, der hænger i terapilokalet.
”Man kan sige, at enkeltstående svære oplevelser kan de fleste børn godt håndtere og komme sig over med hjælp fra voksne. Det kan være at miste en bedsteforælder eller at komme hjem efter et indbrud. Men at vokse op i et hjem, hvor man hele tiden skal være på vagt og aldrig ved, hvornår far eksploderer, kan være meget belastende for børn og kan føre til det, man kalder kronisk stress,” siger hun og tegner en tidslinje med en række nedslagspunkter efter hinanden for at illustrere, at barnet typisk har været i mange episoder, der har været overvældende.
”Børn og unge er særligt sårbare over for det, man kalder relationelle traumer. Når dem, som skal passe på én, altså mor og far, gør én utryg og bange og ligefrem bliver kilden til belastningen,” siger hun.
Hun fortæller, at de på Kvindehjemmet arbejder ud fra en tilknytningsbaseret tilgang. Dvs. en forståelse af, at når et barn har en sund og tryg tilknytning og en sikker base, vil det søge ud i verden, lære nye ting og udvikle sig. Og når det så bliver ked af det, søger det tilbage til den trygge base i forventning om, at forældrene griber og trøster. Men hvis far er skræmmende – og mor er skræmt og krisepræget, så står barnet tilbage uden en sikker base. Og det kan betyde, at man udvikler utrygge tilknytningsmønstre præget af høj ængstelighed eller undvigende adfærd.
Ifølge Tina Rathje kommer belastningsreaktioner til udtryk fysiologisk, men også psykisk og adfærdsmæssigt ved, at barnet viser tegn på mistrivsel. Når belastningsreaktioner i nogle tilfælde udvikler sig til PTSD, vil der oftest være tale om hændelser af livstruende karakterer.
”Det kan være, at man har set far true mor med en kniv, eller man har været bange for, at man selv eller nogle andre skulle dø.,” siger Tina Rathje og fremhæver, at hun egentlig ikke er så optaget af diagnoser.
”For mig er det vigtigste, at børnene får hjælp til at bearbejde de potentielt traumatiske hændelser, de har oplevet.”
Hun understreger, at det er lige så skadeligt for et barn at overvære en forælder blive udsat for vold, som det kan være at selv være udsat for det. Det gælder ikke kun fysisk vold, men også psykisk vold.
Hvordan børn reagerer, når de udsættes for belastninger, afhænger ifølge Tina Rathje af deres alder og udviklingsniveau, men også af voldens karakter, varighed og alvorsgrad. Og ikke mindst i hvor høj grad der har været såkaldte beskyttelsesfaktorer til stede. Det kan være den voldsramte forælder, der – trods volden – har formået at skærme børnene, men det kan også være andre, fx bedsteforældre, fodboldtræneren eller en anden voksen fra barnets netværk, der har været en tryg base for barnet.
Tina Rathje fremhæver, at man godt kan pege på nogle mønstre i forhold til, hvordan børn reagerer på belastninger, men samtidig er børn også forskellige og reagerer derfor forskelligt. Fx reagerer en del små børn med motorisk uro og ved at være meget svære at trøste, og de kan blive meget klynkende i forhold til deres mor.
”Omvendt ser vi også nogle, der tager afstand og ikke søger deres mor eller andre voksne for at få støtte,” siger Tina Rathje og fortæller, at reaktionerne hos de helt små børn ofte også vil være fysiologiske.
”Det kan være, at de har problemer med at sove. Det kan også være, at de mister appetitten og taber sig i vægt. Og så ser vi rigtig meget separationsangst. I nogle tilfælde kan mor ikke engang gå på toilettet uden barnet,” siger hun.
Er man et lidt ældre skolebarn, fx på mellemtrinnet, så vil man, ifølge Tina Rathje, typisk være meget optaget af sin egen og familiemedlemmers sikkerhed.
”De tager også rigtig meget ansvar for situationen. Er mor ok? Måske vil de foregive at have ondt i maven eller hovedet, så de kan blive hjemme og passe på mor. En del børn i skolealderen påtager sig meget ansvar og skyld for volden og familiens problemer,” siger Tina Rathje.
Hos teenagerne ser vi typisk to meget forskellige reaktionsmønstre. Enten vender de det indad, trækker sig fra sociale relationer, forsvinder ind i deres telefon, eller også bliver de mere grænsesøgende og søger væk fra hjemmet.
”De unge vil ofte føle sig anderledes i forhold til deres jævnaldrende, og det at løsrive sig og finde sin identitet kan blive rigtig svært, fordi de har fokus et andet sted og er optaget af, hvordan mor, far eller søskende har det. Og mange af dem påtager sig rigtig meget ansvar. Samtidig ser vi også en del risikoadfærd hos teenagerne. Det kan være, at de begynder at ryge hash, udvikler spiseforstyrrelser, selvskade eller søger bekræftelse gennem sex på en destruktiv måde,” fortæller hun.
Hvad der skal til, for at et barn eller en ung kommer sig, afhænger ifølge Tina Rathje af flere faktorer.
”Det er klart, at har volden stået på, siden barnet blev født, og måske allerede da mor var gravid, så er det sværere, end hvis volden er kommet senere ind i barnets liv. Men generelt er børn utroligt robuste og kan hele fra voldsomme oplevelser eller belastninger, hvis der er tilstrækkeligt med stabilitet og ro og tryghed og beskyttende faktorer til stede til, at barnet kan begynde at udvikle sig igen,” siger hun og fortæller, at det netop er det, hun har øje for at afdække i psykologforløbet.
”Jeg arbejder på at få et klart billede af, hvor påvirket mor er af situationen. Er hun meget påvirket, er der så en anden i netværket, der kan støtte hende, så hun får mere overskud? Det handler om at understøtte, at mor så vidt muligt kan være den mor, hun gerne vil være. Det er også vigtigt for mig at undersøge, hvilke arenaer barnet trives i, og hvordan deres netværk ser ud. Hvilke beskyttende faktorer kan vi understøtte?” siger hun og fortæller, at hun også undersøger, om barnet har venner og fritidsinteresser.
”En forudsigelig hverdag omgivet af venner, pædagoger og lærere, der kender barnet, er en vigtig beskyttende faktor. Men ofte vil dette af sikkerhedsmæssige årsager være noget af det, barnet skal undvære, mens det er på krisecenter. Hvordan kan vi så skabe genkendelighed og tryghed på en anden måde? Kan barnet fx bevare kontakten til dele af sit netværk? Det er noget af det, jeg undersøger sammen med mor og barnet eller den unge,” siger Tina Rathje og peger på, at der omvendt også kan være nogle risikofaktorer, som skal de skal forsøge at minimere.
”Ofte ser vi, at volden – især den psykiske og digitale – fortsætter, efter at mødrene og deres børn er flyttet på krisecenter. De små børn mærker, når mor reagerer følelsesmæssigt på at modtage beskeder, eller når mors verden falder sammen efter en afgørelse om samvær fra Familieretshuset. De ældre børn og unge vil ofte opleve at komme i klemme mellem mor og far og stå alene. Her er det vigtigt, at vi får talt med både mor og børnene om, hvordan de kan håndtere det,” siger Tina Rathje.
Selv om langt de fleste børn og unge får det bedre, mens de er på krisecenteret, er det ikke altid, de når i mål.
”Måske slutter opholdet, inden vi er færdige – eller der sker noget, der gør, at de er nødt til at flytte. Det, vi kan gøre her, er at hjælpe dem bedst muligt, mens de bor her,” siger Tina Rathje.
Jo tidligere man opdager vold mod børn, jo hurtigere kan man hjælpe barnet. Derfor er det, ifølge Tina Rathje, vigtigt, at også fagpersoner uden for krisecentrene ved, hvilke reaktioner hos børn de skal holde øje med. Særligt skal man udover de generelle tegn på mistrivsel være opmærksom på ændringer i barnets adfærd. Har lille Victor pludselig ændret adfærd og er begyndt at bide og slå de andre børn i vuggestuen? Eller er Emma på 14 år stoppet til håndbold og begyndt at trække sig fra sine veninder?
”Når børn og unge pludselig ændrer adfærd eller går i stå – eller tilbage – i deres udvikling, er det er en reaktion på noget, som man som fx pædagog eller lærer bør stoppe op og undersøge,” siger hun.
Hun peger på, at det er vigtigt, at man har øje for hele familien og ikke kun barnet.
”Hvis et barn fx er uroligt og impulsivt kan det være oplagt at tænke, at det har ADHD. Men her er det vigtigt også at kigge på samspillet i familien. Hvordan er det, når henholdsvis mor og far henter i børnehaven eller SFO’en?” siger hun og fremhæver, at det kan være svært at gennemskue.
”Mange forældre er gode til at holde på sig selv. Måske virker far sød og charmerende, og barnet stopper legen og går ud og tager sit tøj på uden problemer, når far henter, men afprøver grænser, når det er mor. Så kan det jo være nærliggende at tænke, at far har de bedste forældrekompetencer. Men jeg tror, det er vigtigt at bevare denne her nysgerrighed på, hvad der mon foregår hjemme i familien under den ofte pæne facade,” siger hun og foreslår, at man spørger barnet, hvis man fornemmer, at der er noget galt derhjemme.
”Det skal ikke være et tredjegradsforhør, men man kan fortælle barnet eller den unge, hvad man ser og har lagt mærke til og stille og roligt spørge ind til, hvad barnet oplever derhjemme. Hvis barnet så glider af, kan man sige, at det er også helt okay, og blive ved med at vise, at man er der.”