Med udgangspunkt i Kvindehjemmets historie, der begyndte i 1902, bød forstander Katrine Nordbjærg torsdag i sidste uge det norske krisecentersekretariat velkommen til oplæg og rundvisning. 

Blandt de syv repræsentanter fra sekretariatet, der svarer til LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre) herhjemme, var blandt andre Wanja Sæther, der dagligt leder et krisecenter i den norske kommune Bodø. 

Hun var forrige år inviteret til København af Kvindehjemmet for at fortælle om de norske erfaringer i arbejdet med at forebygge og stoppe vold mod kvinder og børn. 

Katrine Nordbjærg fortalte om, hvordan Kvindehjemmet altid har haft empowerment og hjælp-til-selvhjælp i fokus og gennem tiden haft som mål, at de kvinder der flyttede ind, skulle understøttes i at kunne vende tilbage til samfundet og bidrage som aktive borgere til trods for det, de har været udsat for. 

I den forbindelse præsenterede Katrine Nordbjærg også om metoderedskabet Empowerment Star, som husets socialfaglige medarbejdere arbejder ud fra sammen med beboerne. Redskabet tager udgangspunkt i kvindens egne ord og oplevelser og har til formål at synliggøre hendes udvikling gennem opholdet på Kvindehjemmet. 

Status over EU-landenes voldsforebyggende arbejde 

Et andet vigtigt fokusområde som Katrine Nordbjærg kom ind på, er det rettighedsbaserede perspektiv, der går igen i alle indsatser på Kvindehjemmet, hvad enten det gælder barnets ret til at få voldsfaglig hjælp, sige nej til samvær med sin far eller kvindens ret til at blive troet på. 

Voldsudsatte kvinder og børn rettigheder blev også et omdrejningspunkt for Kvindehjemmets andet officielle besøg dagen efter. 

Her var de tre repræsentanter Helmut Tichy, Ellen O’Malley og Elif Sariaydin fra ekspertgruppen Grevio på besøg til oplæg og rundvisning. Grevio arbejder uafhængigt under Europarådet med fokus på vold i hjemmet og rejser med løbende mellemrum rundt i EU for at undersøge, hvordan de forskellige lande har implementeret Istanbul-konventionen. 

Grevio udgiver næste år en ny rapport, der gør status, og i den forbindelse var turen kommet til et besøg i Danmark og altså Kvindehjemmet, hvor ekspertgruppen ønskede at blive klogere på, hvordan Danmarks største krisecenter arbejder og hvilke udfordringer vi møder, der modarbejder at kvinder og børn beskyttes mod vold. 

Kvinderne skal oplyses om deres rettigheder, når de vil anmelde volden

Istanbul-konventionen har til formål at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder og børn, og har siden den blev lavet i 2011 betydet forandringer i en række lande.  

Ikke mindst herhjemme i Danmark, der indenfor de seneste år har inkluderet psykisk vold i Straffeloven og fået en ny voldtægtsbestemmelse, hvoraf begge dele er foranlediget af den danske tilslutning til Istanbul-konventionen. 

Netop kriminaliseringen af psykisk vold blev drøftet under Grevios besøg. Da der blev gjort status i starten af 2023 var faktum nemlig, at der blot var faldet 12 domme, siden loven blev indført i foråret 2019, da bevisbyrden i sager om psykisk vold oftest er utrolig svær at løfte. 

I den forbindelse fortalte Katrine Nordbjærg også om Kvindehjemmets indgående fokus på at oplyse kvinderne om deres rettigheder i forhold til at anmelde forskellige voldsformer. For at understøtte denne rettighedsorienterede tilgang har Kvindehjemmet udviklet en række praksisser for anmeldelser herunder forberedende samtaler, særlige skemaer forud for anmeldelse af vold, der kan bidrage til kvindens bevidsthed om volden samt støtte og vejledning i kontakten til politi og myndigheder. 

Vigtigt at værne om tilliden til krisecentrene

Et andet vigtigt indsatsområde som Katrine Nordbjærg også fremhævede under besøget, var Kvindehjemmet og LOKKs ihærdige indsats for at beskytte og bevare selvhenvenderprincippet på krisecentrene. Dette har blandt andet betydet, at private krisecentre, der er etableret i en selskabsform, der giver mulighed for at trække profit ud af et eventuelt overskud, er blevet udelukket fra medlemskab i LOKK.  

Kombinationen af selvhenvenderprincippet og muligheden for at udtrække profit af offentlige midler, kan i sidste ende ødelægge tilliden til den voldsfaglige indsats, som kvindekrisecentrene yder.

Det gælder både i forhold til relevante og nødvendige samarbejdspartnere, til politikerne og ikke mindst til de kvinder og børn, som har brug for hjælp. Det er vigtigt, at der er en høj troværdighed i samfundet til landets kvindekrisecentre.