af Socialt Indblik

Eva Frydensberg Holm

En hjemlig stemning planter sig straks i mig, da jeg træder fra novemberkulden ind i det lille rum helt oppe under loftet. To teenagepiger slænger sig i sofaen, og en jævnaldrende dreng er netop ved at rejse sig fra en stol. Det er hans tur til at hente sandwich.

På gulvet ligger et hjemmelavet brætspil med en flok fantasifigurer ovenpå.

”Velkommen, vi har lige tjekket ind,” lyder det fra Maria Højer Nannestad. Hun er psykolog og står sammen med Marie Møller Christensen, der er pædagog på Kvindehjemmet, for aftenens møde i børnegruppen.

Selvom stemningen i rummet er rar og hjemlig, er årsagen til, at de tre teenagere har indfundet sig, langt fra lys. De er alle vokset op i en familie med vold og er derfor blevet tilbudt at deltage i gruppen, der har eksisteret i over fem år. Først blev den faciliteret af organisationen Lev Uden Vold, siden er den overgået til Kvindehjemmet.

Børnene i børnegruppen bestemmer selv, hvor længe de har lyst til at være en del af gruppen. Sara og Simone, de to piger i sofaen, er 15 og 17 år. De har været med næsten fra starten. Og Jakob, der er 16, kom med i gruppen sidste sommer, efter han havde været på krisecenter med sin mor og sin lillebror. Han stoppede efter et par måneder, men fik lyst til at komme igen.

”Vores første tanke var, at de skulle have ti gange ligesom de voksne, der bliver tilbudt efterværn. Men så var det børnene selv, der syntes, de selv skulle bestemme, hvor længe de ville være med,” siger Maria.

Hun fortæller, at konsekvenserne af at vokse op med vold ofte er store, og ofte også større end de er for de voksne, der udsættes for vold. Volden kan også betyde, at man mister netværk. Derfor kan gruppen blive et vigtigt holdepunkt. Det at have nogen, der følger en og kender ens historie, er betydningsfuldt.

”Det er det selvfølgelig for alle børn. Men en del af de børn, der med her, har det ikke andre steder,” siger Maria og fremhæver, at det samtidig er en gave til gruppen, når børnene bliver så længe, at de bliver til unge mennesker. De bliver bærere af tryghed og tillid.

”Det er en gruppe med løbende optag, og når der kommer nye børn ind, kan de se, at de andre er trygge ved hinanden, at de har tillid til hinanden – og griner sammen. Det er en gruppe af børn, der ofte har lav tillid til voksne, men den tillid, der er i gruppen, bliver overført til os voksne,” siger Maria.

Maria Højer Nannestad og Marie Møller Christensen er henholdsvis psykolog og pædagog og har, siden Børnegruppen startede, faciliteret gruppen. Foto: Hanne Loop

”Jeg kan føle, at det er mit ansvar ”

De tre unge har valgt deres spillefigurer – Pippi, Pegasus og Lilla mand – og er klar til at kaste sig ud i aftenens spil.

”Man må gerne snyde,” forklarer Maria, inden hun som game master kaster terningerne.

Den hjemmelavede spilleplade på gulvet består af felter med forskellige farver, der bestemmer kategorien af det spørgsmål, man får. Medmindre altså, at man benytter sin ret til at snyde og rykker et andet sted hen.

Simones Pippi lander på et sort felt – den selvkritiske kategori, og Maria stiller aftenens første spørgsmål.

”Når man lever i en familie, hvor der har været vold. Hvad er det så for selvkritiske tanker, man kan få?” spørger hun.

Simone er stille et øjeblik, så svarer hun:

”Det kan være, at man føler, at volden er ens egen skyld, og at det er ens egen skyld, at det gik ud over en. Sådan har jeg det ikke mere, men det havde jeg, da jeg var yngre,” fortæller Simone.

Sara nikker. Hun kan godt genkende, at man med tiden bliver klar over, at det ikke er ens egen skyld, at man bliver udsat for vold, men hun kan stadig godt føle, at det er hendes ansvar.

”Selvom jeg godt ved, at det ikke er min skyld, kan jeg godt nogle gange føle, at jeg har et ansvar. At det er mig, der skal prøve at fikse min far – eller sørge for, at min mor ikke har det dårligt med de ting, han har gjort,” forklarer Sara.

Der bliver nikket igen. Jakob føler, at han skal beskytte sin lillebror. Det er derfor, han tager med på besøg hos sin far. Simone føler, hun skal passe på sine små søskende, som hendes far har fået med sin nye kæreste.

De tre unge udveksler erfaringer med, hvordan de hver især tackler det ansvar. Til sidst samler Maria op:

”Jeg hører, at det med at få placeret ansvaret for volden er kommet på plads hos jer, som årene er gået, og I forstår mere og mere, men ansvaret for, at det bliver godt igen, det er sværere at slippe, og måske er man heller ikke interesseret i at slippe det. Nu hopper vi væk fra de selvkritiske spørgsmål.”

Hun slår igen med terningerne.

Formålet med den samtale, spørgsmålene afføder, er, ifølge Maria, at skabe refleksion og give de unge mulighed for at spejle sig i det, de andre siger, men samtalen skal ikke føre et bestemt sted hen.

”Det skal ikke være et rum med mål og ambitioner. Det er et udviklingsrum. Men det er et udviklingsrum, hvor de kan tage skridt i deres eget tempo, og hvor de kan dele det, de har lyst til,” forklarer Maria.

”Simone, jeg kan huske, at du på et tidspunkt sagde, at det betød rigtig meget for dig at være med i en gruppe, hvor man ikke bare skal fikses. At når man har følelsen af, at man bare kan få lov til at være den, man er, så bliver man faktisk fikset,” supplerer Marie.

”Det hjælper i hvert fald mere, end når man føler sig presset, som man for eksempel gør i psykiatrien. Der er en dagsorden, man skal igennem, man skal sige noget – og nogle gange får man lektier for. Det er ikke behageligt,” siger Simone.

”Hvis man har prøvet at gå til psykolog, så ved man, at det kan føles meget klinisk. Her kan man komme og hygge sig og have det sjovt. Og hvis man får lyst til at dele, så kan man det,” supplerer Sara.

Foto: Eva Holm

Styrke til mit yngre jeg

Det er blevet Saras tur til at rykke sin Pegasus på spillepladen. Hun lander på et livsspørgsmål.

Maria bladrer i bunken af spørgsmålskort (game masteren må også gerne snyde).

”Hvis du skulle have givet dig selv en styrke som lille, hvad skulle det så være?” spørger hun.

”Jeg ved ikke, om det er en styrke,” siger Sara.

”Men jeg ville gerne have været bedre til at sige fra og udtrykke min holdning. Jeg følte ikke, at jeg havde særlig meget kontrol over, hvad der skete. Jeg fik fx ikke at vide, at jeg kunne sige nej til at tale med sagsbehandlere. At jeg faktisk ikke behøvede at snakke med dem. Det er først for nylig, jeg har fundet ud af det,” siger hun.

Simone fortæller, at hun godt kunne have tænkt sig at vide, at det var forkert, det hendes far gjorde. At det er forbudt at bruge vold.

”Det var der ingen, der fortalte mig,” siger hun.

Jakob ville ønske, at han havde været i stand til at tænke lige så klart, som han kan i dag.

Det er blevet Jakobs tur. Hans Lilla mand lander på et grønt felt, som er følelseskategorien, hvor man deler erfaringer med at have forskellige følelser. Men Jakob bruger sin ret til at snyde og rykker ind i midten. Her kan man vælge at dele en udfordring, man har haft og få de andres hjælp til at løse den. Men i midten kan man også vælge en af de mange lege, der er udviklet i børnegruppen.

Legene har, ifølge de to facilitatorer, en værdi i sig selv, fordi man griner sammen, men flere af legene har også et formål, der rækker ud over det. Fx handler en af legene om at genkende følelser.

”Børn, der er vokset op med vold, har ofte lært ikke at vise deres følelser – og kan også have svært ved at læse andre menneskers følelser. Undersøgelser har vist, at de som regel er rigtig gode til at spotte vrede og aggression. Præsenterer man dem for et truende eller aggressivt ansigt, så tolker de det ofte mere truende og mere aggressivt. Til gengæld kan de have svært ved at aflæse, når nogen er triste eller glade,” siger Maria og forklarer, at det derfor giver mening at arbejde med at udtrykke og genkende følelser i et trygt rum, hvor der også er plads til at grine.

”Jeg vil ikke ende som min far”

”Vil du have et dybt spørgsmål eller et i en lettere kategori?” spørger Maria, da Simone lander på et livsspørgsmål. Simone vælger det dybe.

”Det er noget, vi har snakket om før. Nemlig tanker om selv at få børn en dag. Hvad er dine tanker?” spørger Maria.

Maria fortæller, at hun, da de startede børnegruppen, havde en større forsigtighed i forhold til, hvor tæt hun gik på de unge, men at det har ændret sig med årene:

”Jeg har en stor tillid til, at de godt kan sige fra. Det er så vigtigt, at der er plads til at sige fra og stå på retten til at værne om sig selv. Det er jo lige præcis det, man ikke har fået lov til,” siger hun og fortæller, at aftenenerne i børnegruppen altid udvikler sig forskelligt. Nogle aftener er det dybe og alvorlige samtaler. Og andre gange noget helt andet.

”Jeg tror gerne, jeg vil have børn,” svarer Simone.

”Men jeg har det også meget klart indkodet, at jeg ikke vil have, at mine børn vokser op med samme familiedynamik, som den jeg er vokset op med. Både da min mor og far var sammen, når jeg skal se min far – eller som det er derhjemme med min papfar. Mine børn skal ikke have en barndom, der ligner min overhovedet,” siger Simone.

”Hvordan kan du komme derhen?” spørger Maria.

”Jeg tror bare, at jeg skal være meget sikker på den person, jeg skal starte familie med. Og så lytte til folk omkring mig. Fx min mor. Hun kender tegnene,” lyder Simones svar.

”Så kan man sige, at de antenner, du har fået på grund af det, der er sket, faktisk også er dem, du kan bruge til at beskytte dig? ”spørger Marie.

Simone nikker, men tilføjer, at de blot skal lære ikke at være så meget på overarbejde, som de nogle gange er.

Sara kan godt genkende Simones refleksioner. Hun er bange for at møde en, der har de samme træk som hendes far.

”Så vil jeg hellere lade være med at få børn,” siger hun.

Jakob fortæller, at han kan huske, at en i gruppen engang sagde, at han var bange for at ende på samme måde som sin far. Det kan han godt genkende.

”Jeg lægger mærke til, at jeg hurtigt bliver sur. Jeg ved godt, jeg ikke kommer til at gøre som min far, fordi jeg ikke er sådan et menneske. Men alligevel …” siger Jakob og hiver sin mobiltelefon frem.

Maria anerkender, at Jakob har det, som han har det, selvom hun gerne ville tage den følelse fra ham – og roser ham for at dele.

”Jeg tror, det kan være noget af det sværeste at dele. Frygten for at komme til at ligne er noget af det, der kan give allermest mavepine. Og samtidig noget af det, der er allersværest at sige højt,” siger hun og fortsætter:

”Kan I huske, at vi talte om, at det at være vred og det at bruge vold er to forskellige ting, som vi tit kommer til at blande sammen. Man må gerne blive sur som menneske. Det kan man sagtens være uden at bruge vold,” siger Maria.

Der er stille i rummet. Sådan er det flere gange i løbet af aftenen. Der er tid og rum til at fordøje og tænke efter. Og kun hvis man har lyst, kan man bryde tavsheden.

Det har Simone. Det med at sige det svære højt har sat tanker i gang.

”Det er noget andet at dele sine tanker her i børnegruppen end med mine venner – også selvom de godt ved, hvad der er sket. Man skal forklare mere, og så forstår de alligevel ikke, hvordan det er at være i det. På lørdag skal jeg se min far, som jeg ikke har set siden marts. Det kan jeg godt sige til mine venner, og så kan de godt forstå, at det er ubehageligt. Men det stopper der. Der er ikke den der dybdegående forståelse,” forklarer Simone.

Foto: Eva Holm

Komfortabelt at komme i gruppen

Det er tid til at runde aftenen af. Alle skal tjekke ud ved at fortælle, hvordan de har det. Hvor skal krydset på whiteboardet sættes i forhold til, da de tjekkede ind?

”Jeg synes det har været dejligt at være her, men alt det andet fylder stadig, der er mange ting, jeg skal tage stilling til i denne uge,” lyder Jakobs tjek ud. Han beder Maria sætte krydset halvvejs op mod whiteboardets top.

Aftenens allersidste fælleshandling er at skrive en forælder-sms, hvor de i fællesskab fortæller om aftenens indhold.

Om 14 dage mødes de igen. Og hvis det står til de tre unge, så bliver de ved med at gøre det mange gange endnu.

”Det er bare meget komfortabelt, både hvis der er sket noget, så ved man, at man kan tale om det, når der er børnegruppe. Men det er også bare blevet sådan: Nu er det tirsdag, så tager jeg i børnegruppe og hygger,” forklarer Simone.

Artiklen er skrevet af Socialt Indblik for Kvindehjemmet.

De tre unge i børnegruppen har alle valgt at være anonyme. Socialt Indblik/Kvindehjemmet er bekendt med deres identitet.