– Jeg har ikke snakket med lærerne om det med, hvordan jeg har det. Jeg tror, de bliver vildt overraskede over det, jeg fortæller, når de hører det. Jeg tror, de tror, jeg er doven og ikke gider koncentrere mig. Men jeg vil gerne.
Ordene er Alis fortalt til os og nedskrevet en eftermiddag på Kvindehjemmet, hvor Ali boede sammen med sin mor Maya og storebror Yasin i en periode i sit liv.
Samtalen fandt sted i deres lejlighed oppe på en af husets etager. Vi var på besøg for at høre til det møde, Maya netop var blevet indkaldt til på den nye skole, som drengene var startet på, efter de flyttede ind på krisecenter. Skolen var bekymret for både Yasin og Alis trivsel og adfærd. Særligt Ali havde svært ved at koncentrere sig.
Vi spurgte ind til, hvad drengene tænkte om mødet. Hvorfor troede de, lærerne var bekymrede, og var der noget, der var vigtigt at sige til dem?
Vores samtale med familien endte med at tage halvanden time. Det viste sig, at både Ali og Yasin havde gjort sig mange tanker om situationen, og da vi spurgte, kom ordene lige så stille frem. For at huske dem, spurgte vi, om det var okay, at vi skrev dem ned, og tog dem med til mødet, så lærerne også kunne høre dem.
Det var de med på.
Ofte er børn ikke med til vigtige møder, som handler om dem og deres trivsel. Det kan være møder i kommunen, på fritidshjemmet eller i skolen. Af den grund er vi i Børnetræet blevet opmærksomme på, hvordan vi alligevel kan bringe barnets ord ind i mødelokalet, som en vigtig stemme og et vigtigt perspektiv.
En måde at gøre dette er at skrive et brev sammen med barnet. Brevet er ofte et resultat af forskellige samtaler, vi har haft sammen. Vi er penneførere og forsøger at samle trådene samtidig med, at vi bestræber os på, sammen med barnet, at gengive så ordret som muligt. Nogle gange inddeler vi brevet i temaer som for eksempel ’skolen’, ’træthed’ eller noget helt tredje.
Udgangspunktet for at skrive et brev er altid at have nysgerrighed og åbenhed i fokus. Det er en hårfin balancegang mellem at bringe vores viden om vold og børn i spil gennem de spørgsmål, vi stiller, og samtidig hele tiden være åbne for, at svarene måske ikke er, som vi regner med. Og så må vi stille nye spørgsmål.
Når brevet er skrevet, læser vi det igennem med barnet, og sikrer os, at det nu også er rigtigt forstået eller om det mere var ”sådan her…” Det er meget vigtigt, at brevet er barnets og ikke vores. Og børn er overraskende gode til at korrigere, hvis der er noget, der ikke helt passer.
Til mødet med skolen deltog vi sammen med drengenes mor Maya. Vi tilbød til en start at læse brevene fra Ali og Yasin op.
I brevene fremgik det tydeligt, at Ali og Yasin begge var nervøse for at skulle tilbage til lejligheden en dag og den gamle skole, som de associerede med en svær tid på grund af den vold, der var foregået i lejligheden og i området omkring skolen.
I Yasins brev stod der:
– Jeg er bange for, at der skal ske min mor og lillebror noget, selvom jeg også savner, at vi har lejligheden og vores ting … Men hvis vi skal flytte, vil jeg gerne forsætte med at gå på min skole her, for det er der mine venner er. Jeg føler mig tryg ved skolen og klubben. Det er her, jeg har det godt. I min gamle skole blev jeg rigtig meget drillet. Altså jeg havde ingen venner, men kun en jeg måske rigtig ku’ snakke med.
Ali fortæller:
– Det er ligesom om, jeg har fået den rigtige nu, altså skolen. Det er som om, jeg før har gået på nogle sorte skyer, og nu har jeg fundet det rette. Det er selve skolen, stedet og lærerne. De er søde – klassen er go’.
I Alis brev kommer han desuden med sit bud på, hvorfor han har svært ved at koncentrere sig i skolen:
– Jeg er ikke så god til at koncentrere mig. Det tror jeg, de vil sige i skolen til mødet. Måske er det fordi jeg ikke sover så godt, og så kan jeg ikke vågne om morgenen, og jeg vil hellere bare sove hele tiden end gå i skole, selvom jeg gerne vil i skole og kan lide det … Nogle gange tænker jeg, når jeg ikke kan sove, og nogle gange er jeg bare tom … Før havde jeg det slet ikke sådan.
Det var tydeligt, at drengens oplæste ord fik en stor betydning på mødet. Det hjalp til at give et andet blik på de udfordringer, som de havde på skolen. Efter at have hørt Ali beskrive sine søvnproblemer, udbrød en af lærerne:
– Nu er der nogle brikker, der falder på plads!
Det blev tydeligt, hvorfor de havde det svært i skolen, og at de rigtig gerne ville skolen og gerne ville opføre sig godt. Som Yasin skrev:
– Jeg synes selv, jeg nu opfører mig bedre, og det kan jeg godt li’, for det er også den måde, jeg gerne vil være på.
Fokus på mødet blev, hvad man kunne gøre for at støtte drengene. Og skoleinspektøren, som deltog på mødet, meldte klart ud, at de gerne måtte blive på skolen, efter de flyttede hjem.
Eksemplet med Yasin og Ali viser, at der altid en fortælling bag, hvad der kan opfattes som ”et problemfyldt barn”. Og når der har været vold i familie, kræver det en særlig opmærksomhed. For årsagerne er ikke altid dem, man tror. Et barn, der virker doven og ukoncentreret i skolen, kan meget vel være lysvågen og fyldt med tanker om natten.
Den eneste måde vi finder ud af det, er ved at spørge børnene selv.
Tema: Metoder i arbejdet med børn
Denne artikel indgår i serien ‘Metoder i arbejdet med børn og unge, der har levet med vold’. Vi kommer med en række bud på, hvordan man kan synliggøre og fastholde fokus på barnets stemme, fordi vi mener, at det er helt afgørende i arbejdet med udsatte børn. Artiklerne er tænkt som inspiration til alle, der arbejder med voldsudsatte børn.
Vil du vide mere?
Kontakt pædagog i Børnetræet Marie på mmc@kvindehjemmet.dk.